Bådcafé vender tilbage til Marselisborg og fejrer flytningen med happy hour.
Ohøj, så er der godt nyt til alle søulke, landkrabber og cafégængere i Aarhus: Snart vender foråret tilbage, og det betyder, at Bådcafé igen er at finde på Marselisborg Havnevej 54 efter at have overvintret ved Toldboden. Helt præcist er den flydende café tilbage fredag den 23. marts, og caféen har åbent fra klokken 11 til 23.
”Det har været rigtig godt ved Toldboden, men det er også en stor succes ved Marselisborghavn, og så skal Dronningen jo have sin plads igen,” siger styrmand og tjener Jannie Beyer og fortsætter:
”At vi vender tilbage til Marselisborg betyder jo, at sommeren snart starter igen. Det bliver godt vejr lige om lidt, og vi skal nyde godt af noget udeservering.”
Vender tilbage med forår og sommer
På åbningsdagen kan du blandt andet nyde godt af barens happy hour, som kører fra klokken 17 til 20. Her kan du få en øl til halv pris samt bestille to cocktails for prisen af en.
”Vi skal fejre, at vi er hjemme igen. Vores cocktailbar er også åbent, og den kommer til at være der hver fredag og lørdag. Der er forhåbentligt godt vejr, så gæsterne kan nyde dagen i solskin,” siger Jannie Beyer.
De følgende fredage og lørdag vil der også være happy hour fra klokken 17 til 18.
Ny menu
Bådcaféen præsenterer også en ny menu til frokost- og aftenkortet, som ændres alt efter sæsonen. Der er frokost fra klokken 11 til 17 og aftensmad fra klokken 17 til 21.
Kigger du forbi på fredag den 23. marts, kan du blandt andet smage på caféens skibsplanke, hvor du for eksempel kan sætte tænderne i en hønsesalat, kartoffelsalat samt fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade.