SPISEHUS Asiatiske Running Ping på Frederiksgade har meldt sig i den aarhusianske sushikamp.
Aarhus byder på en stribe asiatiske spisesteder og takeaways, og nu har en ny restaurant meldt sig på banen. Det asiatiske spisehus Running Ping er åbnet på Frederiksgade 73, der tidligere huserede det SU-venlige spisested Den Blå Paraply.
Running Ping er startet af brødrene Ping og Hui Zhang og har, som navnet antyder, specialiseret sig i disciplinen running sushi, hvor sushiretterne kører rundt om bordet på et bånd. Sushien suppleres af et stort menukort, der i øjeblikket stadig udvikles og justeres til.
“Vi ønsker at give kunderne en unik og hyggelig spiseoplevelse, hvor det ikke kun er maden der er i fokus, men også omgivelserne. Vores ønske har været at skabe noget anderledes og bringe noget nyt til Aarhus. Vi ønsker ikke kun at sætte fokus på vores sushi, men også vores andre spændende retter,” siger Ping og Hui Zhang.
Spis hvad du kan
Til frokost byder den nye asiater på et “All you can eat”-tilbud, der koster 178 kroner for alle over 11 år. Tilbuddet inkluderer forretter, fem slags sushi og dessert, og studerende kan få 10 procents frokostrabat. Om aftenen kan du fra søndag til torsdag få “All you can eat”-tilbuddet for 218 kroner, mens du fredag og lørdag aften skal slippe 238 kroner for at spise løs på Running Ping.
Hvis du ikke er i humør til running sushi, kan du også bestille forskellige sushimenuer eller sætte tænderne i stegte nudler, risretter eller andre retter fra det store menukort. Børn under 11 år spiser på sympatisk vis til halv pris.