Fotyo: Visit Aarhus

Ærlig Wassim: Jeg er lidt skuffet

Mesterkokken Wassim Hallal erkender, at han er lidt skuffet over ikke at få to Michelin-stjerner.

Køkkenchef Wassim Hallal fra gourmettemplet Frederikshøj på Oddervej i Aarhus havde håbet på at få to Michelin-stjerner ved gårsdagens uddeling, men måtte desværre “nøjes” med en stjerne. I et interview med Aarhus Stiftstidende erkender han nu, at han er skuffet over ikke at få to stjerner.

“Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet og ærgerlig. Vi havde nok godt regnet det ud, fordi vi jo ikke var inviteret til offentliggørelsen i Sverige. Men alligevel er det træls, for jeg synes, at vi i løbet af de seneste halvandet år har lavet markante forbedringer på alle niveauer omkring Frederikshøj,” siger Wassim Hallal i interviewet.

Ros til Domestic
Trods skuffelsen er der stor ros fra mesterkokken til ikke mindst Restaurant Domestic på Mejlgade, der for første gang fik en stjerne af den franske madguide.

“Det er super fint for Aarhus, at vi fik endnu en Michelin-restaurant. Og jeg vil gerne ønske Domestic-drengene kæmpe tillykke. Jeg har desværre ikke selv prøvet at spise der endnu. Men jeg kender flere der har, og de siger alle, at det er super godt og særdeles fortjent, at de nu har fået en stjerne,” siger Wassim Hallal til avisen.

Læs hele interviewet her.