Foto: Martin Gravgaard

Så er der kage: Hvem er den bedste amatørbager i Aarhus?

Søndag den 1. marts kan du overvære kåringen af Aarhus’ bedste amatørbager til Aarhuskagen 2020 – og dommerpanelet er fyldt med velkendte ansigter.

Hvem er den bedste til at bage i Aarhus?

Det kan du få svaret på søndag den 1. marts fra klokken 12.00 til 14.00, når konkurrencen Aarhuskagen løber af stablen for tredje år i træk i Bruuns Galleri på pladsen mellem Espresso House og Joe & The Juice. Alle er velkomne til at komme forbi og se på og heppe på deres favorit.

Læs også: Foråret er på vej: Isbutik i Aarhus kickstarter sæsonen med gratis is

“Vi vil gerne kåre den bedste amatørbager i Aarhus, og allerede nu har vi over 40 dygtige amatør-bagere tilmeldt konkurrencen. Der er ingen tvivl om, at de seneste års tv-bageprogrammer har sat skub i danskernes lyst til at bage lækre kager, så det vil vi gerne facilitere her i Bruuns Galleri,” siger Nipuni Julie Jakobsen (Nip), som er dommer for tredje gang og kendt fra tv-programmet Den Store Bagedyst.

Årets kager bliver bedømt af et dommerpanel, der i år også består af Micki Cheng og Mia Emilie Persson, begge fra Den Store Bagedyst. Når kagerne er bedømt, og vinderne kåret, bliver alle kagestykker solgt til publikum. Salget af kagerne går ubeskåret til velgørenhed.