RESTAURANT Aarhusiansk restaurant med delemad på menuen scorer førstepladsen i ny opgørelse.
Spisestedet Frederiksgade 42 på adressen af samme navn har høstet flere roser fra anmelderne, der har rost Aarhus-restaurantens satsning på delemad og et grønsagsbaseret køkken. Nu følger gæsterne trop og sender restauranten til tops på restaurantsitet DinnerBooking, hvor spisestedet er den bedste anmeldte af 49 østjyske restauranter i marts.
Ifølge ejeren af Frederiksgade 42 skyldes de positive gæsteanmeldelser restaurantens koncept, der lyder på 80 procent grøntsager og 20 procent kød på tallerkenen.
”Vi er blevet skarpere på vores koncept, hvor vi har fokus på hverdagsgrøntsagerne, og vores kokke er blevet dygtige til hele tiden at finde nye måder at tilberede dem på. Det, vi hører fra gæsterne, er, at man bliver mæt på en anden og mere let måde, når man går herfra, fordi vi bruger mange grøntsager. Og så er konceptet med nedprioritering af kød jo en måde at anskue hele bæredygtighedsprincippet på,” siger ejer Christian Bøjlund i en pressemeddelelse.
Læs også: Klassisk 65 vinder feel good-pris
Delemad er stort
Han vurderer også, at restaurantens fokus på delemad har haft indflydelse på de gode vurderinger.
”Delemad er rigtig stort lige nu, og det kan vi også mærke på gæsterne. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi også har en anden pille at spille på, nemlig det store fokus på grøntsager, så vi også kan have en eksistensberettigelse på lang sigt,” siger Christian Bøjlund.
Dinnerbookings vurderingssystem fungerer ved, at gæsten efter restaurantbesøget får tilsendt et spørgeskema, hvor han eller hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene. Top 5 for gæsteanmeldelserne i marts 2016 ser således ud:
- Spisestedet Frederiksgade 42, Aarhus C
- Fru Møllers Restaurant, Odder
- Frøken Koch, Aarhus C
- Nordisk Spisehus, Aarhus C
- Kähler Villa Dining, Risskov