Foto: Pixabay

Cheesecakes og sydstatsmad på vej i Aarhus Street Food

Aarhus Street Food får mere mad at tilbyde, når syv nye madboder indtager madmarkedet.

Du har måske været hele vejen rundt og fundet en favoritret. Men nu har du udsigt til at få varieret din kost mere, når du besøger madmarkedet Aarhus Street Food ved rutebilstationen. Syv nye køkkener slår dørene op, og de første køkkener åbner allerede i næste uge.

“Vi er virkelig glade for at få endnu mere at tilbyde aarhusianerne. Og så er vi rigtigt glade for, at de nye køkkener tilbyder noget andet end vores eksisterende køkkener. Det er superfedt med noget forskelligt,” siger adm. direktør for Aarhus Street Food Britt Vorre.

De nye køkkener kommer til at servere indisk mad, klassisk mormormad, amerikansk sydstatsmad, salater, cheesecakes, friskpresset juice og creme brulee donuts.

Mormors gryder skuffer aldrig
Søren Klejnstrup er manden bag den nye stand med mormormad, Mormors Køkken. Her kan du finde et skiftende udvalg af tarteletter, boller i karry, stegt flæsk med persillesovs, mørbradgryde og alle de andre klassikere, som du kender fra bedstemors køkken.

“Det er det, der mangler. Noget traditionelt dansk mad, der mætter. Og så er der jo ikke noget, der slår mormors mad,” siger Søren Klejnstrup.

Indisk, amerikansk og cheesecake
På madmarkedet klapper en indisk stand også lugerne op for publikum. Ved ExpatMeals, som stedet hedder, kan du blandt andet få biryani, daal og andre indiske specialiteter.

Også Amerika bliver repræsenteret på Aarhus Street Food i form af velkrydret sydstatsmad ved boden American Streetfood. Sydstatsmaden kan passende rundes af med en bid af den klassiske dessert cheesecake, der bliver stanget over disken i boden Cheesecaken.

Skulle du have lyst til noget mad, der ikke giver skæve blikke fra kostvejlederen, kan du fremover også kigge forbi salatstanden Chopped Salad eller svinge forbi Juicen og få et skud vitaminer i flydende form. Med mindre du da sætter tænderne i Creme Brulée Donuts ved standen af samme navn.