Foto: Pixabay.

Så er der bøf: Restaurant SlagterBørsen åbner på Klostertorvet

I starten af marts åbner restauranten SlagterBørsen på Klostertorvet, hvor du kan få tre retter og vin ad libitum for 500 kroner.

Kender du til det spanske restaurant-mekka El Nacional i Barcelona? Det er en kæmpe restaurant, der er delt op i flere områder med hver sit tema – altså flere restauranter i én restaurant, kan man sige.

Det er, hvad den spanske tapasrestaurant CANblau på Klostertorvet 9 i Aarhus lader sig inspirere af, når stedet i starten af marts åbner en helt ny restaurantafdeling i deres 1.100 kvadratmeter store restaurant under navnet SlagterBørsen.

“Vi går efter at blive en slags mini-udgave af El Nacional, der har flere koncepter under samme tag. Nu byder vi på tapas i CANblau, cocktails i Bar Plata og godt kød hos SlagterBørsen,” fortæller medejer Claus Broberg.

Tre retter og vin ad libitum for 500 kroner
Konceptet hos den nye restaurantudvidelse hos CANblau er enkelt: Du betaler 500 kroner for tre retter og fri adgang til en vinbuffet. Retterne vælger du selv, når du sætter dig til bords: Ligesom hos CANblau ligger der en lille seddel, hvorpå du krydser af, hvilken forret, hovedret og dessert du kunne tænke dig.

Og hvad kan du så få at spise hos SlagterBørsen? Som navnet antyder, er der ganske rigtigt et stort fokus på kød hos den nye Aarhus-restaurant:

“Maden bliver noget rustikt, noget råt, noget med en helvedes masse smag og selvfølgelig noget med kød,” siger Claus Broberg, der desuden fortæller, at der også vil være vegetaretter på menuen.

Kvalitetskød fra Guldrummet
Kødet, du kan smage hos SlagterBørsen, bliver leveret af Guldrummet, som er en særafdeling hos Danish Crown, der leverer kvalitetiskød til flere gourmetrestauranter i Danmark.

Det er ikke til at vide på forhånd, hvilke udskæringer eller stykker Guldrummet kan levere, derfor lover SlagterBørsen heller ikke noget om specifikke udskæringer på menukortet.

“Vi lover ikke udskæringer, vi lover kun, at det smager godt. Og så er vi åbne overfor at tage imod nye slags kødudskæringer, som Guldrummet prøver af – vi vil gerne være med til at eksperimentere,” fortæller Claus Broberg.

Du kan vælge mellem gris, okse eller lam, når du spiser hos SlagterBørsen. Der bliver plads til 80 spisende på restauranten, og den får sin egen indgang fra Klostertorvet.