RESTAURANT Tretten aarhusianske restauranter sænker priserne, når rabatkonceptet Gastro Week ruller ud i vinterferien med tre retter for 250 kroner.
Af Mikkel T. Krogh
Du vil gerne ud at spise på restaurant, men pungen er ved at være tom. Hvad gør du? Du venter til vinterferien i uge 7, hvor du fra den 11. til den 21. februar kan spise ude på tretten aarhusianske restauranter for rørende 250 kroner for tre retter.
Konceptet bærer navnet Gastro Week, og restauranterne dækker over Cafe Hack, Ferdinand, GÄST, Malling Kro, Martino, Mefisto, MellemRum, Norsminde Kro, Royal Hotel, Restaurant ET, Restaurant Veto, Spiselauget og Unico, der alle har lavet særlige menuer til rabatugen.
Læs også: 5 nye restauranter du skal besøge
Asiatisk-nordisk på Veto
På den nye Veto på Frederiksbjerg kan du for eksempel få en asiatisk-nordisk-inspireret menu med islandsk laks med kippersemulsion og tang til forret, kalv, palmekål og sky til hovedret og citrongræs, pære og blomsterte til dessert.
Og på Restaurant Mellemrum på Fredens Torv kan du sætte tænderne i rimmet laks med citron, friskostcreme og syltede agurker til forret, unghane med estragon, løg og selleri til hovedret og æble, cremefraiche og karamel til dessert.
Læs også: 5 gourmetoplevelser på SU-budget
Tatar og østers på Mefisto
Du kan også gå mere klassisk til værks på bistroen Mefisto i Latinerkvarteret, hvor du kan få en menu bestående af oksetatar med østers og stenbiderrogn til forret, torsk med bearnaisesauce, pommes frites og citron til hovedret og blodappelsinsorbet og salat med frugtbrændevin til dessert.
Hvis du er frisk på en køretur, kan du også tage uden for byen, hvor du på den anmelderroste Restaurant Unico ved Moesgaard kan mæske dig i pocherede Limfjordsmuslinger og muslingebouillon med selleri og citrus til forret, pandestegt vesterhavstorsk og skilt sauce til hovedret og oste fra Arla Unika eller en hybendessert til dessert.
Flere af steder byder desuden på gode vintilbud, der passer til retterne. Køb billetter til Gastro Week her.