Foto: Pixabay.

Fransk restaurant i Aarhus inviterer til en aften i fiskesuppens tegn

Restaurant ET dedikerer torsdag den 22. marts til den berømte fiskesuppe bouillabaisse.

Er du helt tosset med fiskesuppen bouillabaisse, eller er det en kulinarisk oplevelse, du endnu har til gode? Så er det måske en god idé at lægge vejen forbi Restaurant ET på Åboulevarden 7 torsdag den 22. marts. Denne ene aften dedikerer restauranten nemlig til den berømte fiskesuppe.

Aftenen på Restaurant ET vil altså byde på bouillabaisse med hummer, krabber samt diverse fisk og muslinger. Alt dette kombineret med safran, fennikel og korianderfrø.

Arrangementet koster 449 kroner, og for den pris får du bouillabaisse som hovedret samt en dessert, Restaurant ET bestemmer.

Bouillabaisse fra Marseille
Der er ingen rammer for, hvornår på aftenen du skal dukke op hos ET – blot det er inden for restaurantens normale åbningstider fra klokken 12 til 15 og klokken 17.30 til 22. Husk, at der denne aften udelukkende vil blive serveret bouillabaisse.

Fiskesuppen, der siges at stamme fra Marseille, er en af verdens mest berømte. Rettens historie går langt tilbage, og i Marseille siges det, at Venus serverede bouillabaisse til sin mand Vulcan, så han ville blive så mæt og træt, at han sov, mens hun havde en affære med Mars.

I dag serveres fiskesuppen stadig i alle byer ved kysten i Provence.