Foto: MASH

Aarhus-restaurant scorer vinverdenens Michelin-stjerner

Restauranten MASH vinder vinverdenens svar på Michelin-stjerner i årlig uddeling.

Restauranten MASH ved banegården kan nu officielt bryste sig af et vinkort i verdensklasse. Ved magasinet The World of Fine Wines årlige uddeling af vinverdenens svar på Michelin-stjerner blev restauranten tildelt to ud af tre stjerner som én af kun 13 restauranter i Danmark – og som den eneste jyske restaurant.

“Det er jo et kæmpe skulderklap og en blåstempling af vores arbejde, når vi bliver tildelt to stjerner og en jurypris for vores udvalg af amerikanske vine,” siger Jens Peter Nebsbjerg, Head Sommelier hos MASH Aarhus.

Bredt vinkort
Når The World of Fine Wine uddeler stjerner, er fokus på det gode, brede og spændende vinkort. Stjernerne blev uddelt for første gang i 2014, men har allerede opnået et ry som vinverdenens pendant til Michelin-stjernerne, der lader vinelskere over hele verden vide, hvor de skal rejse til.

På Banegårdspladsen forklarer man anerkendelsen med, at restauranten i mange år har satset massivt på at have flere sommelierer ansat.

“Det fleste ved efterhånden, at vi på MASH går meget op i at servere kød af exceptionel kvalitet og matchende vin, og jeg vil tro, vi er det restaurantbrand i Danmark, som har størst fokus på vinservice. Gennem flere år har vi haft en tradition for at have flest sommelierer ansat og også nogle af Danmarks bedste,” siger Wine Director Fredrik Hierner.

MASH Aarhus har ikke fundet vej til den prestigefyldte liste alene. MASH London har været en del af listen siden starten i 2014 og har i år for tredje gang modtaget den fineste udmærkelse, tre stjerner.