Foto: Nordisk Spisehus.

Restaurant i Aarhus føjer tre Michelin-retter til ny forårsmenu

Køkkencheferne hos Nordisk Spisehus i Aarhus har været på inspirationstur til New York, og de har nye opskrifter med tilbage, som du nu kan opleve på restauranten.

Kunne du tænke dig at opleve mad, der er en Michelin-stjerne værdig, så skal du kigge forbi Nordisk Spisehus på M. P. Bruuns Gade i Aarhus.

Her er køkkencheferne netop vendt hjem fra en inspirationstur til New York, hvor de blandt andet mødte den internationale stjernekok, Daniel Boulud.

”Det var en stor oplevelse at trykke selveste monsieur Daniel Boulud i hånden. Hans navn er et af de mest kendte og respekterede navne i kokkebranchen,” lyder det fra en begejstret Kasper Pelle Christensen, der er køkkenchef hos Nordisk Spisehus, i en pressemeddelelse.

Fransk terrine får modspil

Daniel Boulud introducerede kokkene fra Nordisk Spisehus for en række nye Michelin-opskrifter, som de tog med sig hjem til Aarhus. Tre af dem er nu blevet en del af nye forårsmenu, som restauranten for nyligt lancerede.

Retterne består blandt andet af kammusling med avokado og kaviar. Der er en krabbeterrine med selleri og havtorn. Og skulle det friste, er der også en dessert lavet af rabarber med grapefrugt og fennikel.

”Det er alle nogle meget smagfulde serveringer, der er lige så farverige og komplekse, som madkulturen er sammensat i New York. Krabberetten er et godt eksempel. Her får en klassisk, fransk terrine et fint modspil af en asiatisk-inspireret salat med chili, havtorn og myoga, som er en japansk ingefær,” fortæller køkkenchef på Nordisk Spisehus, Jacob Freitag, i en pressemeddelelse.

Ikke så forskellige alligevel

På deres tur var køkkencheferne fra Nordisk Spisehus også på besøg hos Daniel Bouluds egen restaurant, DANIELS. Selvom der er godt 6000 kilometer mellem Aarhus og New York, var der dog ikke så stor forskel imellem de to restauranter.

“På mange måder minder DANIELS køkken om vores eget køkken på Nordisk Spisehus. Vi kan også godt lide at arbejde med de lidt sjove og skæve kontraster i madlavningen,” siger Jacob Freitag.

På Nordisk Spisehus’ nye forårsmenu er der også pighvar med forårets stenbiderrogn, sprødstegt kalvebrissel med franske morkler og en oksecarpaccio med Diekrone-ost og løvstikke-creme. De nye menu kan opleves til og med torsdag den 17. maj.