Nordisk Spisehus har lanceret en tastingmenu, der får mundvandet til at drive. Inspirationen kommer fra byen, der aldrig sover.

Er du klar på en aften i gourmethimlen? Så skal du sætte tænderne i Nordisk Spisehus’ tastingmenu med syv retter, hvor råvarer, håndværk og smag er helt i top. Prisen er 849 kroner, og for pengene bliver du taget med på en rejse, der starter og slutter i New York, men som bestemt også har masser af smutture til det nordiske.


Smag Michelin-retter fra Daniel Boulud i New York
De to køkkenchefer Jacob Freitag og Kasper Pelle Christensen har fundet opskrifterne under en kulinarisk inspirationstur til New York, hvor de mødte den internationale stjernekok Daniel Boulud. Daniel Boulud er et kendt navn i kokkebranchen, og hans hårde arbejde er blevet belønnet med flere Michelinstjerner.

Tastingmenuen byder på tre af Daniel Bouluds Michelin-retter og fire retter kreeret af de to køkkenchefer på Nordisk Spisehus:

  1. Menuens første ret er en Michelin-servering med kammusling, avocado og caviar. Serveringen er en elegant demonstration af, hvorfor Daniel Boulud er blevet en stjerne på kokkehimlen.
  2. Den næste ret består af pighvar, kål og bacon og er en af Nordisk Spisehus’ egne geniale bidrag til New York-menuen.
  3. Den tredje ret på menuen er Daniel Bouluds Michelin-mesterværk med krabbe, selleri og havtorn, der i bedste Boulud-stil bygger gastronomisk bro mellem de franske og amerikanske madkulturer.
  4. Herefter forlader du havet og sætter tænderne i en gang okse, løvstikke og digekrone, der markerer, at du nu er halvvejs i måltidet.
  5. Endnu en Nordisk Spisehus-kreation vil forkæle dine smagsløg – denne gang med brissel, sherry og franske morkler.
  6. En hovedret bestående af farseret vagtel i selskab med broccoli og portvin er den sidste delikate servering, inden du spiser dessert.
  7. Menuens finale er en Michelin-dessert på rabarber, grape og fennikel, der er anrettet så fint, at du næsten ikke nænner at sætte gaflen i den.

”Det er alle nogle meget smagfulde serveringer, der er lige så farverige og komplekse som madkulturen er sammensat i New York. Krabberetten er et godt eksempel. Her får en klassisk fransk terrine et fint modspil af en asiatisk-inspireret salat med chili, havtorn og myoga, som er en japansk ingefær,” fortæller køkkenchef på Nordisk Spisehus Jacob Freitag.


Ligheder mellem Daniel Boulud og Nordisk Spisehus
I modsætning til det gamle ordsprog ”for mange kokke fordærver maden”, så gør det kulinariske samarbejde mellem Nordisk Spisehus og Daniel Boulud kun tastingmenuen endnu mere lækker. Nordisk Spisehus og Daniel Boulud har nemlig flere kulinariske ligheder.

”Daniel Bouluds køkken minder lidt om vores eget køkken på Nordisk Spisehus. Vi kan også godt lide at arbejde med de lidt sjove og skæve kontraster i madlavningen. For eksempel serverer vi en klassisk farseret vagtel med portvinssauce og tilføjer et friskt og lokalt element i form af ramsløg fra Risskov og et måske lidt overraskende element i form af en aske-vinaigrette,” siger Jacob Freitag.


Lyder det som et måltid for dig? Så kan du vinde et gavekort til tasting- og vinmenu for to personer på Smag Aarhus’ Facebookside. Smut derind nu og deltag i konkurrencen.