Fra 15. maj kan du besøge madmarkedet Aarhus Central Food Market syv dage om ugen.
Snart er det ikke kun onsdag til søndag, du kan fylde maven og indkøbskurven hos madmarkedet Aarhus Central Food Market på Skt. Knuds Torv. Fra den 15. maj er det nemlig muligt at lægge vejen forbi markedet alle ugens dage.
“Helt enkelt handler det om at imødekomme gæsternes efterspørgsel – vi bliver så ærgerlige, hver gang nogen rykker i en låst dør mandag og tirsdag,” siger leder af Event og Marketing ved Aarhus Central Food Market Signe Trier Simonsen.
Flertallet følger med
Størstedelen af madmarkedets stader har ifølge Jesper Koch, gastronomisk konsulent ved Aarhus Central Food Market, valgt at hoppe med på de udvidede åbningstider.
”Vores stadeholdere består både af kendte navne og lokale ildsjæle, og ingen af dem vil gå på kompromis med kvalitet, hverken i personale eller mad. Derfor har en håndfuld af dem brug for lidt længere tid, før de kan åbne op. Den mulighed vil vi selvfølgelig gerne give dem,” siger han.
Frem til den 15. maj holder Aarhus Central Food Market som sædvanligt åbent onsdag til søndag. De nye åbningstider bliver herefter mandag til torsdag fra 11.30 til 20, fredag og lørdag fra 11.30 til 21 samt søndag fra 11.30 til 18.