Under hele Aarhus Festuge fra den 31. august til den 9. september kan du hos Aarhus Central Food Market på Sankt Knuds Torv få festugevenlige-menuer.
Festugen byder på mange oplevelser, og madscenen er ikke en undtagelse. På Aarhus Central Food Market har de gjort noget særligt ud af festugen, og du kan komme ind og få forskellige festuge-menuer. Det skriver Aarhus Central Food Market i en pressemeddelelse.
Hos Kählers madbod kan du for eksempel smage Øl-hunden, som er en gourmet-hotdog og en Carlsberg Classic fra Foodie-bar. Herligheden koster 100 kroner. Er det øllene som trækker, så kan du hos Foodie-bar også få fire fadøl og kun betale for tre. Der er flere forskellige at vælge imellem, og du kan blandt andet smage en Grimbergen Double eller en Masters Brew IPA.
Trøffelskinke og gourmetburger
Er du mere vild med delemad og tapas, så kan du også besøge l’Cobert de CANblau, der serverer en tapas-platte med rejer i aioli, trøffelskinke, patatas bravas og en gourmet-burger. Du får selvfølgelig et glas sangria med, som vil sende dig direkte til Spanien. Hele omgangen koster 190 kroner.
Endelig kan du kigge forbi Ramen Takumi, hvor du får en portion Black Garlic Ramen og en kinesisk øl til i alt 175 kroner. Hvis du er på farten, så står Ren og Stærk klar med en valgfri wrap og en Nybro saft fra Foodie-bar til 115 kroner.
Aarhus Central Food Market har åbent mandag til søndag fra kl. 11.30. Du kan læse mere om de forskellige boder her.