Bobler, vafler og verdens bedste skinke: Madmarked byder på mad-events og tilbud

Bobler, vafler og verdens bedste skinke: Madmarked byder på mad-events og tilbud

af -
Foto: Aarhus Central Food Market.

Lørdag den 30. september og søndag den 1. oktober fejrer Aarhus Central Food Market fødselsdag med mad-events og tilbud. 

Vil du pimpe din egen vaffel, spise grød til 1 krone eller bare nyde godt af masser af mad-tilbud? Så er det Aarhus Central Food Market, du skal kigge forbi lørdag den 30. september og søndag den 1. oktober.

I anledning af madmarkedets 1-års fødselsdag er der nemlig flere mad-events og tilbud til madglade aarhusianere på Skt. Knuds Torv 7-9.

Verdens bedste skinke og grød til 1 krone
Lørdag den 30. september kan du for 250 kroner være med til skinke- og sherrysmagning hos CanBlau, hvor du blandt andet skal smage verdens bedste sortfodsskinke Ibérico Bellota. Husk at tilmelde dig på forhånd!

Samme dag kan du fra klokken 11.30 pimpe din egen vaffel for bare 40 kroner hos vaffelboden Liège, mens du søndag mellem klokken 8 og 11 kan få en portion havregrød med hjemmelavet karamelsovs, friske æbletern og ristede mandler til 1 krone hos Grød.

Hvis du er mere i humør til øl, kan du hos Mikkeller være heldig at få fat i én af de 100 Warpigs-fadøl, som ølbaren deler gratis ud fra klokken 11.30.

Svinenakke, suppe og tapas
Hele weekenden vil der desuden være en række tilbud hos madmarkedets boder. Ved Guldrummet kan du lørdag fra klokken 13 til 19 smage krogmodnet svinenakke, mens CanBlau byder på fire tapasanretninger for 100 kroner lørdag mellem klokken 11.30 og 21.

Vil du lune dig på en omgang suppe, kan du hos Supperiet få en portion bolognese-suppe eller dessertsuppe med blomme, appelsincreme og hvid chokolade til 50 kroner. Vil du hellere have maden med hjem, får du tre supper for bare 120 kroner.

Besøger du The Plate og Ren & Stærk, er der både gratis smagsprøver og 10 procent rabat på alle varer.

Othello-lagkage og bobler
Er du søndagssulten, har Pomodoro 50 procent rabat på alle pastaretter mellem klokken 12 og 13, mens BangKoch sælger kokos-ingefærsuppe med sensommergrønt, koriander, scampirejer og soyabønner til 39 kroner mellem klokken 12 og 18.

Desserten får du hos Vanilla Chocolatier & Konditori, hvor du kan få en moderne version af Othello-lagkage til 25 kroner hele weekenden. Vil du glæde en ven – eller dig selv – får du også 10 procent på alle chokoladegaveæsker.

Husk at skylle det hele ned med en omgang bobler – hos Foodie-bar får du halv pris på Cava hele weekenden. Skål, og god fornøjelse!

Louise Højmark
Chefredaktør. Elsker mad og journalistik og stræber efter at forene de to på bedst mulig vis. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik og har i hverdagen en svaghed for god kaffe og al slags bagværk.