Lær at lave dit eget chokoladepåskeæg på Aarhus Central Food Market i påsken.
Søndag 9. april kan du komme på chokolade-workshop og lave dit eget personlige chokoladepåskeæg. Workshoppen foregår hos Aarhus Central Food Market og afholdes i samarbejde med virksomheden Vanilla Chokolade og kokkelandsholdets konditor og chocolatier Gabriel Ahlgren.
”Vi vil gerne give aarhusianerne mulighed for at fejre den gastronomiske side af de traditionelle højtider. Deltagerne får lov til at arbejde med de bedste råvarer og får kyndig vejledning, og så skal der selvfølgelig smages undervejs,” siger Signe Trier Simonsen fra Aarhus Central Food Market.
Kun fantasien sætter grænser
Inden workhoppen støber Vanilla Chokolade dit påskeæg i enten 36 procent lys chokolade eller 65 procent mørk chokolade af det franske chokolademærke Valrhona. Konditorerne fra Vanilla Chokolade underviser deltagerne i at dekorere deres påskeæg med chokoladeblomster, drys i regnbuens farver, krymmel, frysetørrede bær og smeltet chokolade.
”Når du har pyntet dit chokoladepåskeæg pakker vi det fint ind, så det er klar til at blive foræret væk eller til at spise den efterfølgende søndag. Jeg glæder mig meget til at komme til smilets by og udbrede det gode chokolade-håndværk,” siger konditor Gabriel Ahlgren fra Vanilla Chokolade .
Prisen er 185 kroner per person, og alle deltagere får deres eget Valrhona-chokoladepåskeæg med hjem. Tilmeld dig eventen her.