Euroman og Eurowoman guider i Aarhus-magasin til tre af byens bedste fastfood-steder.
Hvor går du hen for fastfood i Aarhus? Mangler du lidt inspiration til din næste hurtige madoplevelse, så har Euroman og Eurowoman svaret. I et nyt magasin, der skal hylde Aarhus, udpeger de to blade nemlig tre af byens bedste fastfood-steder.
Første bud på listen er Haute Friture i Latinerkvarteret.
“Den lille grillbar i Graven serverer ’grillmad på den fede måde’ og er verdensberømt i Aarhus for deres hotdogs. Vælg mellem Lecoqdog, Dogg1 eller en Hotduck, og sæt dig ud på bænken foran med en ingefærøl og udsigten til de forbipasserende, der hilser på hinanden,” skriver magasinet.
Gastrogrillbar med moules frites
Næste forslag er en Mejlgade-favorit, der byder på blandt andet merguez-pølser med harissa, fish’n’chips og moules frites.
“OliNico kalder sig selv gastrogrillbar og har specialiseret sig i den type mad, maven kalder på, når det er søndag, gråvejr, eller du har tømmermænd, og det godt må være lidt snasket, men stadig skal smage af noget,” står der i magasinet.
Mexicansk på Mejlgade
Det tredje bud har også hjemme på Mejlgade – nemlig Vaca, hvor der serveres blandt andet majskolber, tortillas, tacos og ensalada.
“Det er meningen, at man skal dele, og alt kommer i fine små bakker, så du kan anrette, som du har lyst, når du kommer hjem,” skriver magasinet.
I artiklen nævner Euroman og Eurowoman også en lang række andre steder, du kan spise og drikke i Aarhus. Du kan læse hele artiklen her.