Aarhus’ bedste burger: Her er finalisterne til Smagprisen 2018

Aarhus’ bedste burger: Her er finalisterne til Smagprisen 2018

af -
Foto: Pixabay

Smag kårer for første gang Aarhus’ bedste smagsoplevelser, og de tre finalister i burgerkategorien lokker med masser af velsmag.

Kødstadens Burger Joint: Lavet fra bunden
Kødstadens Burgerjoint slog dørene op på Trøjborg oktober sidste år, og trods kun få måneder på bagen løber den nye burgerbar på imponerende vis med den første finaleplads. Bag stedet står de to slagtere Steffen Distler og Jeppe Glatved, der gør en dyd ud af at lave alt fra bunden. Parret ryger eksempelvis selv baconen i en rygeovn, ligesom de hakker oksekødet, der kommer fra fritgående kvæg. Udvalget er skåret ind til benet og byder på hamburgere, cheeseburgere og bacon-cheeseburgere, der fås fra 50 kr. Hvis man lægger en 20’er ekstra, får man to bøffer i burgeren, og lægger man lidt mere, får man en menu med pommes frites og sodavand. Det lille kælderlokale husede tidligere en slagter.
Kødstaden Burger Joint, Otte Ruds Gade 47, 8200 Aarhus N

The Burger Shack: Økologiske grøntsager
Burgerne på The Burger Shack i Frederiksgade er to år i træk blevet kåret som Aarhus’ bedste af læserne på webmediet Smag Aarhus, så det overrasker ikke, at burgerjointen er stemt ind som den anden finalist. Stedets burgere er lavet med økologiske grøntsager og kød fra danske fritgående kvæg, der serveres i friskbagte briocheboller med logo på toppen. En menu koster 85 kroner og indeholder udover burgeren en drikkevare efter eget valg og en omgang pommes frites, der er drysset med frisk timian og parmesanost. Burgeren fås også med kylling, og er man ikke kødspiser, er det muligt at sætte tænderne i en vegetarversion med en bøf af sojabønner. The Burger Shack udvidede tidligere i år med en restaurant i Trøjborg Centret.
The Burger Shack, Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C

Grillen Burgerbar: Størst i midtbyen
Den tredje finalist er Grillen Burgerbar, der med omkring 200 siddepladser er den største burgerrestaurant i midtbyen. Burgerbaren åbnede i 2015 i tapasrestauranten CanBlaus gamle lokaler ved Klostertorvet og er en del af en kæde, der også har restauranter i Vejle, Aalborg og København. Menukortet byder på syv burgere, der sælges under kryptiske navne som ”Treat Me Good”, ”The Loofah” og ”John Doe”, og priserne starter ved 65 kr. Burgerne kan både indtages i restauranten eller tages med hjem i privaten, og er der ekstra appetit, er det muligt at tilkøbe flere såkaldte sideorders. Prøv for eksempel en omgang friterede ostekugler med jalapeno-chili eller friterede løgringe med masser af mayo, der begge fås for 10 kr. ekstra.
Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Smagprisen 2018

  • Prisen kårer de bedste smagsoplevelser i Aarhus i syv kategorier.
  • Kategorierne er brunch, burger, kagested, restaurant for to, restaurant for flere, pizza og sushi.
  • I hver kategori er tre finalister, som er udvalgt på basis af en læserafstemning med mere end 1.000 deltagere.
  • Aarhusianerne kan selv være med til at kåre de endelige vindere ved at afgive deres stemme på smagaarhus.dk/smagprisen. Vinderne findes i slutningen af juni 2018.
  • Smagprisen uddeles af webmediet Smag Aarhus i samarbejde med JP Aarhus og Horesta
Amalie Maindal Nielsen
Skribent på Smag Aarhus. Kan bedst lide at lave tøm køleskabet-mad og er lidt for god til at finde lejligheder til hverdagsvin. Hvis jeg kun måtte bruge mine penge på én ting, ville det være restaurantoplevelser. Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.