Køkkenchefen fra Restaurant MellemRum har fået nyt job.
Det var Mikkel Laursen, der som køkkenchef ved Restaurant MellemRum løb med titlen som Årets Kok til sidste års fødevare- og hotelmesse Foodexpo i Messecenter Herning. Men nu har Årets Kok 2016 forladt Aarhus-restauranten.
“Min sidste service hos Mellemrum! 2,5 år med masser af gode minder. Nye eventyr på vej,” skriver Mikkel Laursen på sin Instagram-profil.
Mikkel Laursen skal i stedet være Executive Head Chef ved det kommende oplevelseshus Lego House i Billund.
Brænder for faget
Mikkel Laursen er udlært kok og har siden 2011 været en del af det danske Kokkelandsholdet – først på Seniorkokkelandsholdet og fra 2017 som team coach på Juniorkokkelandsholdet. På landsholdets hjemmeside beskriver han sig selv som en person, der brænder for faget:
“Man skal kunne se og smage den kok, som har lagt tid og sjæl i retterne. Er udlært med basis og rødder i det klassiske franske køkken, men har hen ad årene lært at twiste det med det nordiske køkken.”
Mikkel Laursen udgav sidste år kogebogen “Gryder, pander og gode venner,” der udover egne opskrifter indeholder bidrag fra en række Aarhus-kokke.