Foto: Grapeland

Vinbutikken Grapeland åbner i Latinerkvarteret

VIN Spansk vinbutik og deli åbner snart i Rosensgade.

Alle med smag for Spaniens vine og madkultur kan godt begynde at glæde sig. Den 1. oktober åbner den nye vinhandel Grapeland nemlig i Rosensgade 30. I rå omgivelser vil man blandt andet finde vine, cava, olivenolie og delikatesser fra små, spanske producenter.

“Vi vil gerne være endnu en facet i vin- og madglæden i Aarhus, og med vores fokus på Spaniens små passionerede vinbønder mener vi, at vi kan give aarhusianerne nye oplevelser inden for smag og nydelse,” siger medejer Charite Nielsen.

Lær om vinen
Latienrkvarterets nye specialbutik rykker fra ind fra Djursland og udvider samtidig sit sortiment, så der vil være dråber fra endnu flere vinhuse og flere delikatesser på hylderne. Ud over at gå på opdagelse blandt vinhylderne kan man også komme til smagninger og møde producenterne bag.

“For os er vin mere end noget, man drikker, det er noget, man oplever. Og de oplevelser formidler vi videre i butikken og til vinsmagninger. Allerede nu kan vi sige, at Xavi fra vinhuset Mas Vicenç besøger Grapeland i starten af november,” siger Charite Nielsen.

Bag den nye vinhandel står ægteparret Charite og Preben Nielsen. Grapeland åbner lørdag den 1. oktober i Rosensgade 30 kl. 11. Priserne kommer til at ligge fra 69-600 kroner. Læs mere her.