STREETFOOD Lørdag den 21. maj er der marked på godsbanen med masser af lækkerier til ganen.
Lørdag den 21. maj 2016 kl. 11-20 slår Godsbanen dørene op til årets forårsmarked, hvor ildsjælene fra Kødbyens Mad & Marked byder på masser af lækkerier udenfor og i Den Rå Hal.
“Forårsmarkedet bliver et overflødighedshorn af kunst, kultur og selvfølgelig mad. Kødbyens Mad & Marked rykker ind med et madmarked fuld af små, seje madentreprenører fra både Aarhus og København. Vi indtager den Rå Hal og udendørsområdet og glæder os til at spise mad fra gamle kendinge og helt nye skud på stammen,” siger arrangør Jonas Kring.
15 madstande
Blandt de 15 madstande på markedet er den gastronomiske iværksættervirksomhed TaTar, der laver tatar i alle tænkelige variationer lige fra den klassiske til laksetatar og en rørt tatar-sandwich. Spiselauget serverer gourmethotdogs og nordiske tacos, mens Crazy Chips serverer fish’n’chips og synes ikke, at nogen skal snydes for den.
“Vi forventer den dejligste forårsdag i Aarhus. Vi har tidligere set, hvordan aarhusianerne har taget madmarkedet til sig, og nu glæder vi os til endnu en gang at byde velkommen og invitere på gode madoplevelser,” siger Jonas Kring.
Udover mad bliver der også stande med design, kunsthåndværk og en række åbne værksteder. Læs mere om markedet her.