Nyd forårssolen i haven, på altanen eller græsset – selvfølgelig med god mad til. Vi har fundet tre steder i Aarhus, som byder på take away, der er lige til at spise i det fri.
Guiden om take away til en solskinsdag i Aarhus har tidligere været bragt i Mærk Aarhus
Enkle delikatesser
Mundret, Silkeborgvej 280, 8230 Åbyhøj
Social dining behøver ikke indtages rundt om spisebordet. Hos take away-konceptet Mundret får du spændende anretninger i – sjovt nok – mundrette størrelser, der passer sig glimrende til at blive indtaget i en lun forårssolstråle. Tanken bag Mundret er smagsoplevelser med fokus på enkelthed i både smag og udtryk – og så kan du i øvrigt vælge selv at sammensætte din menu, så du får præcis det, du vil have, i de mænger, du kan spise. Smart. Vælg mellem fristelser som blandt andet stegte tigerrejer med asiatisk mayonnaise og syrlig kinaradise, risottokugle med grillet peberfrugt og provencalsk urtemayonnaise eller frisk tortellini med hjemmelavet basilikumspesto, friskkværnet peber og parmesan. Oh la la! Glem ikke lidt dip, økologisk ciabatta og noget til den søde tand: Måske et chokoladebrud med puffede ris, små skumfiduser og saltkaramel? Uhm.
Japansk ved Godsbanen
Tokyo Kitchen, Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus C
Blandt kreative aktører og iværksættere på Institut for (X) finder du det lille take away-sted Tokyo Kitchen. Her kan du hente japanske retter, kokkereret af japanske kvinder, som ønsker at dele kærligheden til ægte japansk mad med de besøgende. På menuen finder du spændende serveringer som for eksempel dybstegt kylling med teriyaki sauce, grillet oksekød med barbecuesovs, pankostegt tofu med japansk katsu sauce eller gyoza – japanske dumplings – med svinekød eller i vegetarversion. Vi siger det bare: Det er ikke nemt at vælge! Du giver max 120 kroner for en ret, så pengepungen burde også række til lidt våde varer, og hvad er mere oplagt end en japansk øl eller sodavand i solen? Mmh. Tokyo Kitchen anbefaler, at du bestiller via sms for at undgå ventetid.
Dansk comfort food
Brødrenes Original, Hveensgade 1, 8000 Aarhus C
Er du til klassisk, dansk grillmad, må du ikke snyde dig selv for et besøg hos foodtrucken Brødrenes Original: Her får du comfort food i en nyfortolket udgave med fokus på lokale råvarer. Prøv ”Svinet,” en ristet durumbolle, smurt med hjemmerørt grill-mayonnaise, og fyldt med lynmarineret frisk rød spidskålssalat, dansk ribbensteg og hjemmesyltede agurker. Luk øjnene, og den første bid under åben himmel vil snyde dig til at tro, at festivalsæsonen er over os. Halleluja! Trucken byder også på ”Dellen” med, ja, frikadelle, ”Bøffen” med dansk bøf og ”Veggie” med en vegansk af slagsen. Alle sandwich kan fås med grove fritter og hjemmerørt dip til, og hvis dét ikke er nok, så kan du ”sovse den op” med hjemmelavet brun sovs for en flad 10’er. Oh yeah.