Nyt streetfood-marked åbner et kvarters cykeltur fra Aarhus midtby

Mandag d. 24. april åbner et nyt streetfood-marked i Gellerup. Streetfood-markedet ligger på hjørnet af Lottesvej og Karen Blixens Boulevard og vil holde åbent hver dag fra kl. 11-21, så der er ingen undskyldning for ikke at komme og besøge det nye sted.

Mad fra alle verdens hjørner

Markedet kommer til at bestå af otte forskellige køkkener med mad fra hele verdenen. Du kan blandt andet nyde retter fra USA, Mexico, Grækenland, Somalia og det centrale Asien.
”Vi glæder os til at invitere både lokale såvel som hele Aarhus til Gellerup for at dufte og ikke mindst smage på mad fra alle verdens hjørner,” siger Jens Skinnebach, afdelingschef hos A. Enggaard.

Foto: Gellerup Street Food Facebook

Læs også: 5 asiatiske takeaways i topklasse

De otte køkkener betjenes af et mix af etablerede lokale madaktører og nyopstartede iværksættere.
”Intet sted i Aarhus er der så mange kulturer, smagsvarianter og erfaring med at lave lækkert mad som i Gellerup,” fortæller iværksætterkonsulent Jan Houborg Andersen fra Square One.

Det nye streetfood-marked er en del af det kommende Karen Blixens Kvarter, som skal byde på butiks- og restaurantliv langs Karen Blixens Boulevard.

Find mere info om Gellerup Street food her.