Foto: Lagkagehuset

Flittige bybier bag årets honninghjerte fra Lagkagehuset

I Lagkagehuset er hylderne atter fulde med decemberklassikere, og i år byder julesortimentet blandt andet på krydrede honninghjerter, der er lavet på honning fra flittige bybier.

Kanel, appelsin, nelliker og kardemomme. Duften af jul. Mens det udenfor er koldt og mørkt, indfinder julehyggen sig i de danske hjem med varme tæpper, ild i pejsen og julebag.

Hos Lagkagehuset har de også gang i julebaget, som i år inkluderer honninghjerter, der er lavet i samarbejde med det københavnske honningfællesskab Bybi.

Honning fra Bybi dyrkes på små bigårde fordelt ud over københavnske hustage og i haver og parker som Botanisk Have, hvor frivillige er med til at passe bierne og høste honningen.

Honningkagehjertets magi

Med honning fra Bybi er Lagkagehusets honninghjerter bagt med 100% ren og naturlig honning, der er lavet med omtanke for både menesker og biers velbefindende.

“Vi er enormt glade for samarbejdet med Lagkagehuset denne jul. Honninghjertet har en helt særlig betydning for mange danskere og er ofte noget, vi deler med en, vi har kær. Vi håber at kunne inspirere danskerne til nærvær og fælleskab,” lyder det fra Oliver Maxwell, stifter af Bybi, i en pressemeddelelse.

Honninghjerterne er overtrukket med enten mørk eller hvid chokolade og pyntet med frysetørrede hindbær og knasende krymmel – og hvis du ønsker det, kan Lagkagehuset personliggøre hjertet med et navn eller en lille julehilsen. Også hos Lagkagehuset er de glade for samarbejdet.

“Vi rakte ud til Bybi, fordi vi mener, de har nogle rigtig gode værdier og budskaber, som vi så en mulighed for at udbrede gennem vores platform. Og så er honninghjertet jo en af danskernes julefavoritter og oplagt som gave,” lyder det fra Pernille Martinussen, produktansvarlig i Lagkagehuset, i pressemeddelelsen.

Honningkagerne kan købes i Lagkagehusets bagerbutikker til og med den 26. december.

Læs også: Café Ziggy kører med 50% rabat på morgenmad resten af året

Julenyheder på hylderne

Men honninghjerter er ikke det eneste, der fylder hylderne hos Lagkagehuset. Bybi har nemlig også leveret honningen til de krydrede honningsnitter, der er lavet af luftig honningkagedej, fløjsblød smørcreme og æblemarmelade.

“Som noget nyt i år er det også muligt at købe et mørkt og smagfuldt julebrød, der med sin dybe smag fra rugmel og malt komplimenterer julemaden,” lyder det i pressemeddelelsen.

Mangler man en festlig dessert til årets julearrangementer, er de spiselige juletræer og isbjørne et godt bud. Juletræerne står på en marcipanbund og er fyldt med fløjlsblødt skum, dyppet i hvid chokolade og rullet i knasende grøn ‘kokosgran’. De søde isbjørne består af Lagkagehusets klassiske romkugle, der i anledning af julen er iklædt en lækker ‘kokospels’. 

Der er altså noget for enhver smag i Lagkagehuset, og hvis du er mere til de velkendte klassikere, så finder du altså også juleboller, julefryd, ambrosiastænger og julesmåkager i montren. Velbekomme – og glædelig jul!

Perfekt til julehygge

Se alle