GUIDE: En god brunch behøver ikke koste flere hundrede kroner. Her er fem caféer med vellavet brunch til budgetvenlige priser i i Aarhus.
Læs også: Budgetvenlige barer i Aarhus: Her er 5 steder til byturen sidst på måneden
Svensk kaffepause
Hvad siger du til at nappe en fika? Det svenske ord betyder kaffepause, men kan sagtens være mere end det – for eksempel en skøn omgang brunch. Netop dét er på menuen hos Café Fika, der har en brunchtallerken med en lang række gode sager. For 145 kroner kan du sætte tænderne i røræg, brie, salami, Nutella, hummus, røget ørred-æble salat, raw-konfekt, avocado, skyr med frugtsalat og honningristet mysli. Dertil kommer friskbagt brød og en lille smoothie til at skylle efter med. E
Er humøret til en kop kaffe, starter priserne ved 25 kroner for en espresso og går op til 50 kroner for en Matcha latte. Stedet tilbyder også en stribe velsmagende sandwich og salater, herunder vegetariske, veganske og glutenfrie varianter, og deres friskpressede juice er et must, hvis du er tørstig. Café Fika har det økologiske guldmærke, hvilket indebærer, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske.
Hvor: Café Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C
Du kan læse mere om Café Fika på deres hjemmeside her.
God samvittighed
Vil du indtage en brunch med et skud god samvittighed, skal du besøge den socialøkonomiske Café Frida på Mejlgade. Den lille café er støttet af Den Sociale Udviklingsfond og er et afklaringstilbud til kvinder i alderen 18 til 30 år, der har brug for støtte til at komme i uddannelse eller job.
Men Café Frida er langt mere end et godt formål, for stedet byder på en sublim brunch, som du selv sammensætter ud fra menukortet. Vælg blandt andet mellem hjemmelavede pandekager med sirup, røræg med bacon og pølse, røget laks med urtecreme, skyr med syltede pærer og topping, grøntsagstærte eller grød.
Seks retter koster 159 kroner, mens det helt store brunchbord med 10 anretninger står til 199 kroner – og du får naturligvis brød med til begge udgaver. Brunchen blev sidste år kåret af Smag Aarhus’ læsere som byens bedste, og størstedelen af råvarerne er økologiske eller Fairtrade-mærkede. Bemærk at Café Frida har lukket i weekenden.
Hvor: Café Frida, Mejlgade 14, 8000 Aarhus C
Du kan læse mere om Café Frida på deres hjemmeside her.
Så englene synger
Smager en Englebrunch, så englene synger? Det kan du finde ud af på den traditionsrige Café Englen, der siden 80’erne har tiltrukket kendisser, studerende og shoppere i Studsgade. For 150 kroner disker personalet op med en velsmagende anretning med forskellige oste, røræg med pancetta, oksesalami med hvidløg og forskellige oste, yoghurt med sirup, rösti med trøffelmayo og roulade med kardemomme og vaniljecustard.
Så synger de altså – tro os! Trænger selskabet efterfølgende til at strække benene, kan turen passende gå rundt om hjørnet til Paradisgade, der har inspireret til caféens navn.
Hvor: Café Englen, Studsgade 3, 8000 Aarhus C
Du kan læse mere om Café Englen på deres hjemmeside her.
Klassiske lækkerier
Den mere end 25 år gamle café Drudenfuss – eller Druden, som de lokale kalder den – på hjørnet af Studsgade og Graven er en Aarhus-klassiker for folk i alle aldre. På caféens vellavede brunchtallerken er det også klassikerne, der dominerer. På menuen er scrambled eggs med bacon, flødeskyr med honningristet granola, avocado med hjemmerørt rejesalat, charcuterie & ost, samt banankage med chokoladeganache.
Prisen er 155 kroner, så der er fint budget til en ekstra latte på den hyggelige café. Er vejret til det, kan du nyde brunchen ved et af de udendørs borde, hvorfra det pulserende liv i Latinerkvarteret kan følges fra første parket.
Hvor: Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C
Læs mere om Drudenfuss på deres hjemmeside her.
Fransk finesse
Midt på Frederiksbjerg ligger det lille brasserie Juliette, der er noget af det nærmeste, man kan komme Paris i Aarhus. Men tag ikke fejl. Der er intet snobberi på trods af det franske touch, og stemningen er afslappet og hyggelig i det hjemlige brasserie, der laver mad fra det rustikke, franske køkken. Man kan muligvis diskutere, om brunchkonceptet er særligt fransk, men Juliette serverer ikke desto mindre to yderst delikate af slagsen.
Den klassiske brunch består af røræg, merguezpølse, bacon, charcuteri, ost og lakserillette. Stedets vegetarudgave byder på blandt andet semitørret tomat, forskellige tapenader og honninggratineret gedeost. Herlighederne står til 175 kroner, og smider du 25 kroner oveni, får du en klassisk croissant eller pain au chocolat med som sød afslutning. Og ingen brunch uden kaffe, så husk en cortado, cappuccino eller flat white til de franske lækkerier. Bon appétit!
Hvor: Juliette Café & Brasserie, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C
Læs mere om Juliette på deres hjemmeside her.