Foto: Passione & Enoteca

Italiensk restaurant i Aarhus samler ind til fordel for Hjernetumorforeningen

Familien til Marcello Passalia, ejeren af Passione & Enoteca, der gik bort i begyndelsen af februar, samler ind lørdag den 26. februar til fordel for Hjernetumorforeningen.

Her kommer en af den slags nyheder, der gør rigtig ondt i hjertet – men som forhåbentlig kan være med til at støtte en god sag. ⁠

Marcello Passalia fra den italienske restaurant Passione & Enoteca gik bort den 6. februar, og familien har kontaktet os for at høre, om vi på Smag Aarhus vil dele budskabet om en kommende indsamling, der skal støtte Hjernetumorforeningen.

Og det vil vi naturligvis gerne.

Støt, og få Marcellos kogebog

Lørdag den 26. februar fra klokken 12.00 til 15.00 vil Marcellos familie, til ære for Marcello, samle ind til fordel for Hjernetumorforeningen og DCCC.

Vil du støtte sagen, kan du foran Passione i Borggade 10 donere et valgfrit beløb og som tak få et eksemplar af Marcello Passalias kogebog “Passione & Amore.” ⁠

“Der mangler bedre behandlingsmuligheder inden for den type kræft (glioblastom), som vi mistede Marcello til. ⁠Derfor ønsker vi at donere pengene til forskningen, så vi kan hjælpe dem på vej til at finde bedre behandlingsmuligheder. Ingen fortjener at blive udsat for den sorg og smerte, som både vi som pårørende og Marcello har været igennem. Pengene skal være med til at give andre håb,” skriver familien på Passiones instagram- og facebookprofil. ⁠

Du kan se mere information om indsamlingen på Passione & Enotecas sociale medier.

Italiensk mad i Aarhus

Se alle