Foto: Adam Wilson @unsplash

Tidligere barchef slår dørene op til ny spiritusbutik

Ejeren, som er tidligere barchef på Gedulgt, vil have aarhusianerne til at drikke mindre, men bedre spiritus.

I morgen, torsdag d. 8. oktober, slår Force Majeure op i Borggade i hjertet af Latinerkvarteret. Force Majeure er en ny spiritusbutik og bottle shop, som specialiserer sig i høj kvalitet af spiritus, øl og vin.

Mads Shack, som er tidligere barchef på Gedulgt, står bag butikken. Åbningsfesten strækkes over tre dage for at sikre, at alt går ordentligt til under Corona-retningslinjerne.

Læs også: 3 steder i Aarhus, der serverer en rigtig god Gin & Tonic

“I butikken vil der være mulighed for at finde en lang række flasker fra nationale og internationale producenter alt fra den saftigeste vermouth, den tørreste gin, den rundeste whiskey og den vildeste mezcal personligt udvalgt af yours truly, Mads Shack,” siger den nye butiksejer i et indlæg på Instagram.

De første 20 gæster torsdag, fredag og lørdag får gratis, kolde sjusser. Butikken ligger i Borggade 5 st, 4 i Aarhus C, og åbningsfestdagene er fra kl. 15:00 til 21:00.