Torsdag den 23. maj inviterer Restaurant Skovmøllen og Team Rynkeby Østjylland til en aften med god mad og vin, og pengene går ubeskåret til Børnecancerfonden.
Nu kan du snart spise en god middag i hyggelige omgivelser og samtidig støtte et godt formål. Restaurant Skovmøllen i Moesgård Skov og Team Rynkeby Østjylland er nemlig gået sammen om at afholde en middag i den gode sags tjeneste, hvor du med deltagelse støtter Børnecancerfonden. Det skriver Team Rynkeby Østjylland på Facebook.
Middagen finder sted på Restaurant Skovmøllen på Skovmøllevej 51 i Højbjerg fra klokken 18.30, og her disker restauranten op med en menu bestående af klassiske retter med lokale råvarer.
Laks fra rygeovn og rabarberkage
Aftenen starter ud med bobler og snacks efterfulgt af laks fra rygeovn med lokale urter og salater fra Daniels Gartneri i Odder. Herefter står den på asparges og håndpillede rejer med sauce blanquette, bronzefennikel og toast melba.
Næste ret er en tatar af naturkvæg med cognac, rugbrød, karsemayo og syltede løg, hvorefter hovedretten byder på nordjysk tyksteg og grønne asparges med brændte løg, nye gulerødder og en Madagaskar-pebersauce. Til dessert kan du glæde dig til en rabarberkage med cremefraiche parfait og rabarberguf.
Ingen middag uden drikke, og til maden får du vine fra Vinotheket, der er særligt udvalgt til menuen.
En billet til middagen i skoven koster 860 kroner, og du kan læse mere om arrangementet og købe billetter her.