Gorm’s på Jærgergårdsgade 6 kommer Aarhus’ studerende i møde med en ny SU-venlig morgenmad.
Er havregrynene og cornflakes ikke det mest interessante længere, så frygt ej, nu kan du spise lækker morgenmad til SU-venlige priser hos Gorm’s i Jægergårdsgade. Restauranten er på lørdag den 1. december klokken 09.30 klar med et nyt morgenmadskoncept med to forskellige Go’ Morgen-tallerkner.
”Jeg husker tydeligt, da jeg selv var studerende, og SU’en var ved at slippe op sidst på måneden. Der manglede jeg ofte et hyggeligt morgenmad- og brunchsted, hvor kvaliteten var høj samtidig med, at prisen tilgode så det sparsomme SU-budget, det behov kan vores nye koncept være med til at dække”, fortæller restaurantchef hos Gorm’s, Signe Christiansen i en pressemeddelelse.
Du kan få en almindelig og en stor Go’ Morgen-tallerken, der koster henholdsvis 50 og 75 kroner. Den almindelige morgenmadstallerken består af udvalgt charcuteri, ost og hjemmelavet marmelade, der bliver serveret med restaurantens eget brød. På den store tallerken finder du yderligere en lakserillette og frisk frugt.
Du kan sætte tænderne i den SU-venlige morgenmad hver lørdag og søndag fra klokken 09.30 til 12, og du kan læse mere om Gorm’s her.