6 steder du kan besøge under Aarhus Festuge, hvis du er brødflov.
Synes du også, at der er mange steder at spise under Aarhus Festuge, som finder sted fra den 31. august til og med den 9. september? Her er 6 skønne, kulinariske begivenheder, som du ikke må gå glip af!
NORDENS STØRSTE MADFESTIVAL
Hvad: Food Festival 2018
Hvor: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 7/9 fra 13.00-19.00 og 8-9/9 fra 10.00-17.00
Er du madinteresseret eller bare madglad, så skal du komme til Aarhus Food Festival på Tangkrogens store plads ved Marselisborg Havn i weekenden i uge 36, hvor adskillige madstationer sørger for den gastronomiske mangfoldighed. Her kan du forvente at alle dine smagsløg bliver stimuleret og udfordret sammen med 30.000 andre mennesker. Til festivalen bliver du ikke blot tilbudt mad, du får også chancen for at deltage i de omtrent 30 workshops, hvor du bliver undervist af de førende specialister indenfor kostpyramiden. Du behøver ikke være masterchef for at kunne deltage, da der bliver workshops for alle – på alle niveauer. Det eneste du skal medbringe er gåpåmod og en tom mavesæk. OBS: Gratis for børn under 10 år.
– Læs mere her
FEST MED BAZAR VEST
Hvad: Mellemøstlige madboder
Hvor: Store Torv, 8000 Aarhus C
Hvornår: 31/8 fra 16.00-20.00 og 1-8/9 fra 10.00-20.00 og 9/9 fra 10.00-16.00
Traditionen tro kan du et stenkast fra DomKirken få fornøjelsen af at smage på Mellemøstens eksotiske køkkener, når Bazar Vest endnu engang indtager Aarhus Festuge på Store Torv. Her har du rig mulighed for at købe og smage alt, hvad dit hjerte begærer af kebab, salater, brød og dips i de talrige boder, der er stillet op i alle ti dage af festugen. Lad det mellemøstlige cuisine inspirere og fascinere dine sanser, hvor du kan smage og dufte regionens regnfattige køkken.
– Læs mere her
MAD OG JACOBSEN ØL
Hvad: Ølsmagning af Jacobsen-øl
Hvor: FO-byen, Vester Allé 8, 8000 Aarhus C
Hvornår: 5-6/9 fra 18.30-20.30
Hvis du er glad for øl, som er kombineret med et lækkert måltid mad, så skal du læse med her! Den 5. og 6. september kan du i FO-byen overvære et foredrag om historien bag Jacobsens velkendte øl, og hvordan den kom til Aarhus. Der vil blive serveret ti forskellige øl ledsaget af hver sin lille ret, der er tilberedt af kokke fra den smagfulde Restaurant Mefisto, som er beliggende i Latinerkvarteret I Aarhus C. Ud af de ti sammensætninger kan du blandt andet vælge kombinationerne; Sprøde kartofler stegt med salvie og en dertil følgende Jacobsen Aarhus Festbier 2018 eller Jacobsen Weissbier, hvortil du får serveret en hummersalat rørt med mango og æble.
– Læs mere her
HAVET ER SKØNT
Hvad: Officersmessen
Hvor: Byparken, Vester Allé 3
Hvornår: 31/8 fra 15.00-21.00 og 1-8/9 fra 11.00-21.00 og 9/9 fra 11.00-16.00
I Byparken på Vester Allé 3 får du muligheden for at besøge havets spisekammer, når Aarhus Festuge åbner dørene til Officersmessen, der bringer den perfekte undervandsstemning i form af et fisk- og skaldyrsmarked. Her bliver der serveret alt godt fra havet, lige fra pil-selv-rejer, fish n’ chips og sushi til delikat hummer og havets helt eget elskovsmiddel, østers. Som en ren naturlov vil der selvfølgelig være mulighed for at købe velsmagende, kolde glas hvidvin eller bobler. Dørerne åbner den 31. august kl 15.00 og lukker først igen kl 21.00, hvilket giver dig rig mulighed for at smage på alle havets delikatesser.
– Læs mere her
FÆLLESPSISNING MED JØRGEN LETH
Hvad: Jørgen Leth og Fællespisning
Hvor: Huset Carmel, Nørre Allé 23 C, 8000 Aarhus C
Hvornår: 2/9 fra 18.00-21.00
Selvom aarhusianerne har fornøjelsen af at høre anekdoter fra Jørgen Leth i Aarhus Let(h)bane, kan vi stadig ikke få nok af ham. Desuden er det som om, at vi stadig ikke kender verdensmanden, hvilket du imidlertid får chancen for nu, alt imens du nyder en lækker pølseret. Maden er lavet af Huset Carmel, der er kendt for deres gastronomiske færdigheder, og deres ildhu når det kommer til økologi og bæredygtighed. Den 2. september får du altså muligheden for at høre og hylde Jørgen Leth, tankerne bag hans livsberetninger og ”Lethedens poesi”, udforsket i samtale med Dan Ringgaard, der er professor ved Nordisk Sprog og Litteratur.
– Læs mere her
GADEGASTRONOMI PÅ HØJT NIVEAU
Hvad: Åben festivalplads med mad, livemusik og diverse arrangementer
Hvor: Klostertorvet
Hvornår: 31/8-8/9
Du er hermed inviteret til fest, fællesskab og en kæmpe madoplevelse på Aarhus’ hyggeligste plads, hvor adskillige populære, arhusianske spisesteder ruller mobile køkkener ud. Du kan blandt andet få fornøjelsen af at smage lækre trøffelfritter og portobelloburgere fra restaurant Frederiksgade 42, steaksandwiches og profiteroles fra Retour Steak, de klassiske, sprøde pizzaer fra Gorm’s og meget mere. Foruden mad kan du også opleve den spritnye, plantebaserede cocktail til at skylle de lækre retter ned med. Den 3. september slår de tre seje Aarhus-spiserier desuden pjalterne sammen til en omgang fællespisning. Konceptet har til formål at skabe et bedre socialt rum i Aarhus, hvor alle kan mødes og få godt til ganen.
– Læs mere og køb billetter til fællespisning her
Du har selvfølgelig også mulighed for selv at tjekke Aarhus Festuges eget program.
Ikke desto mindre: Rigtig god Festuge!