Arla Unika i Klostergade afholder smagning den 1. juni med ost og øl fra Mikkeller.
Vild med ost og glad for øl? Så skal du måske til smagning hos ostebutikken Arla Unika på Klostergade den 1. juni fra klokken 19 til 21.
Her vil der blive serveret syv forskellige Arla Unika-oste i kombination med syv forskellige øl fra ølbryggeri og -bar Mikkeller.
“Vi hos Unika vil gerne vise, at de danskproducerede oste, som vi sælger, gør et rigtigt godt match med forskellige øl. Her vil vi tage udgangspunkt i de gode øl, der bliver produceret for Mikkeller,” udtaler Arla Unika.
En slags dessert
Smagningen er én i rækken af Arla Unikas faste arrangementer, som finder sted hver den første torsdag i måneden. Arrangementerne skifter efter for eksempel sæson og har tidligere haft fokus på blandt andet ost og bobler.
Arrangementet den 1. juni skal betragtes som en slags dessert, og Arla Unika anbefaler derfor, at du ankommer med lidt mad i maven.
Der er kun 12 pladser til smagningen, og billetter koster 250 kroner per snude. Du kan købe din billet her.