Foto: The Hummus & Pita Bar.

Ny pitabar har indtaget Stjernepladsen

Mellem 150 og 250 kunder besøger hver dag The Hummus & Pita Bar ved Stjernepladsen. 

Et godt pita med fyld er åbenbart noget, der hitter på Stjernepladsen i Aarhus Nord. I hvert fald er de første måneder gået over al forventning for pitajointen The Hummus & Pita Bar på Randersvej, der åbnede i marts.

Ifølge direktør Kalin Zeitar kigger mellem 150 og 250 kunder dagligt forbi det nye sted – og det antal har været lidt af en overraskelse.

“Men vi har selvfølgelig håbet på, at det skulle gå sådan, for vi går meget op i maden og i, at kunderne skal have det godt. Og vi har åbenbart manglet her i området, for særligt de lokale har været rigtig glade for, at vi er åbnet,” siger Kalin Zeitar.

Pita, libanesisk kibe og shawarma
Hos The Hummus & Pita Bar kan du få en pita med falafel, lam, kylling eller shawarma af flanksteak for 49 kroner.

Derudover har pitabaren blandt andet libanesisk kibe med bulgur, oksekød og pinjekerner, shawarma med hummus og tzatziki, pommes frites samt flere salater på menukortet.

Og så er alt hos pitabaren desuden hjemmelavet – lige fra dressingen over falaflerne til det hjemmebagte brød.

Direktør Kalin Zeitar står også bag burgerbaren Burger Hut på Stjernepladsen.