Madmarkedet Aarhus Street Food har droppet planerne om et marked i Odense.
De entreprenante sjæle hos Aarhus Street Food ved rutebilstationen har tidligere luftet planer om at startet et streetfoodmarked på havnen i Odense, men de planer er nu aflyst.
“Vi har skrinlagt planerne om at åbne i Odense. Vi skulle ligge på havnen, men planerne for Byens Ø er endnu ikke godkendt, så det ville være et stykke ude i fremtiden,” siger medejer Britt Vorre til Lokalavisen Odense.
Københavnsk konkurrence
En anden årsag til skrinlægningen af det fynske eventyr er, at et nyt marked har meldt sig på banen i Odense i form af Copenhagen Street Food. Det københavnske streetfoodmarked, der normalt har til huse på Papirøen i København, har købt et pakhus for at etablere et fynsk madmarked.
“Derudover så har Jesper Møller, der har Copenhagen Street Food, købt Storms Pakhus for at lave et Street Food-marked der,” siger Britt Vorre til avisen.