Foto: Dolce Vita

Dolce Vita giver gratis is i massevis

Italienske Dolce Vita fejrer ny isbar i Højbjerg med gratis is til alle.

Isbutikken Dolce Vita slog i denne uge dørene op for en ny butik på Kridthøj Torvet i Højbjerg, og fredag den 17. marts fejres åbningen med gratis is til alle gæster fra kl. 12-15. På menuen er cremet gelato i massevis, og ejer Roberto Damo har store forventninger til den nye butik.

”I Sydeuropa spenderer man jo nærmest mere tid på byens fortovscaféer end bag hjemmets fire vægge. Det er den samme følelse vi vil forsøge at skabe på Kridthøj Torvet – et sted der summer af livsglæde, barnelatter og lokal hygge. Et sted man kan mødes på tværs af generationer på sin søndagsudflugt,” siger han.

Rødder i Venedig
Ifølge isbarejeren med rødder i Venedig er opskriften på Dolce Vitas succes foreningen af det italienske håndværk og den gode danske mælk. Højbjerg-filialen er Dolce Vitas fjerde i Aarhus, men trods ekspanderingen er Roberto Damo efter eget udsagn aldrig gået på kompromis med kvaliteten.

”Isen er ’fatto a mano’. Hver morgen bliver den håndrørt af mig og de andre ismagere. Sådan har det været i alle 15 år vi har lavet is, og sådan vil det blive ved med at være, uanset hvor mange butikker vi åbner,” fastslår Roberto Damo.

Hvis du vil smage på varerne, skal du kigge fordi Dolce Vita på Kridthøj Torvet i Højbjerg fredag den 17. marts kl. 12-15. Der er én kulge is til hver, så længe lager haves.