Foto: Restaurant Domestic

Breaking: Domestic får en Michelin-stjerne

Michelin-guiden har uddelt en stjerne til toprestauranten Domestic i Mejlgade.

Spændingen har været stor de seneste dage, og nu faldt den første Michelin-stjerne endelig i Aarhus. Den gik til Restaurant Domestic i Mejlgade, og de to medejere Morten Frølich Rastad og Christoffer Norton var taget turen til Vasa Teatret i Stockholm for at modtage hyldesten på scenen.

“Her er endnu en stjerne at tilføje i Aarhus. Disse kokke er to af de fire ejere, og deres erfaring viser virkeligt, hvad de har på tallerkenen. Inspektørerne siger, at I er virkeligt talentfulde, og vi ser frem til at følge jer fremover”, lød begrundelsen fra værten for stjernen.

Restaurant Domestic åbnede forrige år og har siden modtaget femstjernede anmeldelser i Børsen, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende.

Michelin-stjerner bedømmer maden og gives ud fra fem kriterier: 1. Kvaliteten på råvarerne, 2. “Håndværket” i form af smagen og tilberedningen, 3. “Personligheden” i form af kokkens udtryk, 4. Er der noget for pengene og 5. Kvaliteten over tid. Bib Gourmand gives til restauranter med god mad til rimelige priser.