GUIDE Aftensmaden banker på, og tiden er knap. What to do? Her er 7 lækre takeawaysteder til enhver lejlighed.
Vi kender det alle. Køleskabet er gabende tomt, og blodsukkeret er i bund. Hvad gør du, hvis du ikke bare vil lade dig nøjes med nr. 14 fra den lokale pizzapusher? Her er en guide med 7 fortrinlige takeawaysteder, som kan redde dig i alle tænkelige situationer.
Til venindeaften
Mr. Mums, Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C
Delemad og tapas er perfekt, når der skal lægges an til den store venindeaften med tøsesludder og cosmopolitan. Her kan I trygt overlade jeres madvalg til takeawaystedet Mr. Mums, som findes på Jægergårdsgade og i Højbjerg. Stedet tilbyder en takeaway-tapasmenu til 125 kroner, hvor I kan lade jeres smagsløg forkæle med krydret italiensk skinke, fennikelsalami, sprængt oksebryst, trøffelsalami og tre slags oste. Og selvfølgelig masser af brød, oliven og dryppelse til herlighederne. Er der tale om den helt store venindeaften, kan I også vælge at tage tapas de luxe-udgaven med for 75 kroner ekstra, hvor I får foie gras terrine, brioche, syltede æbler og kompot med. På grund af stedets popularitet anbefaler vi at forudbestille maden mindst en time før, I henter den.
Til herreaften
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C
Vi har sagt det før og vi siger det igen: Du går aldrig galt i byen med en burger på menuen. Uanset om der er tale om en fodboldaften med gutterne eller den store herretur ud i byen, er den amerikanske spise altid det sikre valg. Spisestedet Memphis Roadhouse ved åen er kendt i Aarhus for at servere en kongelækker burger, som med splintrende sprøde og velsaltede pomfritter on the side altid tager kegler. Vi anbefaler at prøve all-time favoritten The Roadhouse Burger bestående af 220 gram oksekød med bacon, ost og salat i en klassisk amerikansk bolle (kærestens lov om fuldkorn i alting gælder ikke her, vel?). Til prisen 139 kroner ligger burgeren i den dyrere ende, men den er til gengæld alle pengene værd. Værd at bemærke til jeres herreaften er, at stedet også sælger øl, hvis I skal holde gang i festen. Så er den gode stemning i hus.
Til eksamenslæsning
Fredes Flyvende Tallerken, Østbanetorvet 2, 8000 Aarhus C
Du er begravet under en stabel bøger, og universitets automatkaffe er din nye bedste ven. Men du skal stadig have noget ordentlig mad, når klokkerne ringer ind til eksamen. Her er Fredes Flyvende Tallerken på Østbanetorvet perfekt, hvis du skal reddes i tidspresset op til semestrets afslutning. Stedets takeawaymenu spænder bredt fra sandwich for 65 kroner til salat, suppe eller ugens varme ret for 85 kroner. Vi kan også anbefale at prøve husets porchettaburger, der er lavet med svinebryst og serveres med spidskål, rucola, tomat, rødløg, pesto og parmesan til 90 kroner. Og snyd nu ikke dig selv for de sprøde Fredes Fries med kryddermayo til 60 kroner. Velbekomme og pøj pøj med eksamen!
Til efter træning
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C
Efter en benhård træning skal depoterne fyldes op. Er armene blevet for svækkede, kan du lade kødgryderne stå og i stedet købe mad fra det fine takeawaysted Ren & Stærk i Mejlgade. Stedet har fokus på lokale råvarer i bedste pæleo-stil, hvor ris, brød og pasta er bandlyst. Takeawayen er dog ikke kun for træningsfanatikere, men også for os almindelige dødeligemed hang til sund takeaway, som ikke går på kompromis med den gode smag. Stedet har flere frokost- og aftenretter, hvor du for eksempel kan vælge såkaldt ox-wrap med braiseret oksekød, syltede løg, salsa og avocado til 70 kroner eller en cajunkylling med braiseret grønsager og stenalderbrød til 80 kroner. Og til dessert, hvorfor ikke lade dig fornøje med stedets avocadokage til 50 kroner? Det går lige i guns, som din ynglingstræner siger.
Til én person
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C
Takeawaystedet Vaca på Mejlgade tilbyder lækre fingernemme smagseksplosioner, som er inspireret af det farverige mexicanske køkken. Hvis programmet står på takeaway for én person, anbefaler vi Vacas menú sencillo, hvor du vælger mellem tortilla chips eller crispy flæskesvær plus en hovedret og sodavand. Blandt hovedretterne kan du for eksempel prøve husets burrito Clássico med bønner, salat, tomatsalsa, ost, sprøde løg, cremefraiche og koriander. Hertil bestemmer du selv en hovedingrediens, som for eksempel kunne være husets klassiske mexicanske kødsauce. Hvis du er til det mere vovede og gourmetpræget, kan du nappe den langtidsbraiserede okse eller nakkekam. Som prikken over i’et spicer du din burrito op med en af husets saucer, der både fås i stærke, milde, syrlige eller fede varianter. Nøj, det er bare godt. Mexico rykker!
Til svigerfamiliens besøg
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C
Hvad gør du, når aftalen med svigerforældrene er forsvundet fra kalenderen og du gerne vil imponere svigerfar med en tre retters menu med en times varsel? Du finder telefonen frem og tjekker, hvad OliNico har på aftenmenuen i dag. Den hyggelige gastro-grillbar i Latinerkvarteret har specialiseret sig i rustik takeaway i fransk bistrostil, og menukortet består af en to eller tre retters aftensmenu til henholdsvis 100 kroner eller 130 kroner. Som regel er desserten sød, men du kan også få ost som dessert for 15 kroner ekstra. I skrivende stund kan du for eksempel lade dig friste af en majssuppe med chilirejer, en gumbo med braiseret kalkun, fransk-marokkansk Merquez-pølse med piment og rispilaf. Og vil du vinde svigermors godkendelse med lidt sødt, bliver det en small sag med OliNicos chocolatechip cookie-nutella brownie som dessert. Advarsel: Maden er så god, så svigerforældrene sikkert snart banker på igen.
Til et stramt budget
Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C
Den lille hyggelige asiatiske restaurant Kowloon ved banegården har et væld af kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter på menuen, som alle tilbydes som takeaway. Og stedet kan med garanti redde din aften, når det er sidst på måneden, og endnu en aften med havregrød eller paste og ketchup ikke ligefrem vækker appetitten. Stedet tilbyder flere velsmagende retter for 60 kroner, hvor du både kan vælge mellem flere slags supper, retter med nudler eller ris. Og der er masser af spændende muligheder på menukortet, så mon ikke du finder en ret, der frister? Eksempelvis anbefaler vi en lynstegt oksekød med pakchoi, chili og ris eller stegte nudler med kylling i østersauce. Er du knap så sulten, kan du også købe friske forårsruller med rejer og grønsager, hvor du får tre styks til 45 kroner.