Foto: Brasserie Ferdinand

GUIDE Er du træt af kedelig sild og slatne fiskefileter? Så skal du spise årets julefrokost ude i byen. Her er 7 aarhusianske restauranter med julemenuer for gourmetlovers.

Den årlige julefrokost står for døren, men hvor skal du spise den henne? Vi har scannet julemenuerne på de aarhusianske restauranter og fundet 7 steder, hvor gourmetlovers med garanti får fuld smæk for skillingen. Her er ingen overfyldte buffetborde eller Rød Aalborg i glasset, men til gengæld er der vinmenu til maden og masser af velsmag. Bemærk at flere af stederne kræver et minimum antal gæster, hvis I skal have julemenuen.

Castenskiold
Castenskiold Mad & Natklub, Åboulevarden 32, 8000 Aarhus C
Den kombinerede restaurant og natklub ved åen lægger for tiden hus til optagelserne af “Monte Carlo elsker Jylland”, men det hippe spisested er også med på julens glæder og tilbyder en gourmetmenu med mulighed for både flaskesteg og and. Hvis din bankrådgiver er med på det, kan du  gå all in med et såkaldt juleeventyr bestående af snacks, champagne, 5 retter med vinmenu, kaffe og avec for 1.095 kroner pr. næse.

– Gravad laks med sennep og honning
– Glaseret gris med æbleflæsk og citrus
– Confiteret and med kål og varme krydderier
– Arla Unika-oste med pumpernikkel og valnød
– Amarena med brunkage og vanilje

Pris: 3 retter 385 kroner, 4 retter 475 kroner, 5 retter 565 kroner

Restaurant ET
Restaurant ET, Åboulevarden 7, 8000 Aarhus C

Traditionen tro byder Restaurant ET op til det store julebord af fransk tilsnit. Råvarerne kommer fra madmarkedet Rungis i udkanten af Paris, og de vinkyndige folk på Europaplads har sammensat en vinmenu, der matcher den franske menu til perfektion. Restauranten lokker med et glas champagne og juleluksussnacks til henholdsvis 108 og 58 kroner til at starte på, og det siger man ikke nej til, vel?

– Islandsk laks med danske jordskokker “blødt & sprødt” med citronconfit, syltet agurk og rug.
– Dansk gris i “puffede” svær med asier, Karl Johan-svampe, syltede bøgehatte og julesalat.
– Fransk and “Marco Polo” med knoldselleri, butterdej, kraftig sauce med peber og rosenkål.
– Fire slags oste “label fermier” med garniture
– Mørk chokolade “Sao Thomé” med fransk julekage, orangeknas og mandarin.

Pris: 3 retter 358 kroner, 4 retter 438 kroner, 5 retter 518 kroner
Vinmenu: 3 glas 288 kroner, 4 glas 358 kroner, 5 glas 428 kroner

Ferdinand
Hotel Ferdinand, Åboulevarden 28, 8000 Aarhus C

Det populære brasseri ved åen er med på juleløjerne og tilbyder et spændende alternativ til den klassiske julefrokost. Menuen lyder på blandt andet røget hvilling, confiteret and og svinebryst, og prisen er med 4 retter for 445 kroner rimelig. Hvis I skal videre i byen, ligger Ferdinand perfekt placeret i midten af det hele.

– Røget hvilling med kartoffelpuré, rødbeder, bacon, peberrod og timianbouillon
– Confiteret and med grønkål, saltbagt selleri, æble, hyben og Vadouvan
– Svinebryst med porrecreme, hjertesalat, asier, persille og skysauce
– Chokolademousse med blommer, brændte mandler, konfekt og peanutbutter-iscreme

Pris: 4 retter 445 kroner
Vinmenu 345 kroner

Mefisto Restaurant & Vinstue
Mefisto Restaurant & Vinstue, Volden 28, 8000 Aarhus C

Ejer Lars Kyllesbech har i mange år drevet den franskinspirerede Mefisto i hjertet af Latinerkvarteret, og hvis I har lyst til en julemiddag med et fransk touch i uformelle rammer, er Mefisto det rette sted. Her op mod højtiden har Lars og Co. lavet en julemenu med fire retter for 350 kroner og en vinmenu for rørende 250 kroner, og hvis I er mere til det traditionelle julebord, har restauranten også en klassisk juleanretning.

– Hummer og smilende vagtelæg i let kartoffelsuppe
– Røget laks, stuvet spinat og rogn
– Torsk på græskarsauce med sprød gris eller andebryst med rodfrugter, timian og kirsebær
– Tre juleoste med garniture eller æblekage med kanel, rosiner og Armagnac iscreme

Pris: 4 retter 350 kroner
Vinmenu 250 kroner

Restaurant Mellemrum
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant Mellemrum på Fredens Torv sendte for nylig køkkenchef Mikkel Laursen direkte i finalen i konkurrencen Årets Kok 2016, så det gastronomiske niveau fejler ikke noget på spisestedet, der her op mod jul tilbyder en julemenu på op til fem retter. På menuen står blandt andet gravad laks, svinebryst og Tallegio-ost, som med 450 kroner for fem retter er til at betale.

– Gravad laks med dild, rævesauce og syltede agurker
– Svinebryst med sprødt svær, æbleflæsk og timian
– Andebryst med confit, rødkål og brunede kartofler
– Tallegio-ost med bær, malt og lakrids
– Krydderkage med mandarin, julekrydderier og karamel

Pris: 3 retter 350 kroner, 4 retter 400 kroner, 5 retter 450 kroner
Vinmenu: 3 glas 250, kroner, 4 glas 300 kroner, 5 glas 350 kroner

Norsminde Kro
Norsminde Kro, Gl. Kro Vej 2, 8300 Odder

Årets julemiddag behøver ikke være inden for Ringgaden. I Norsminde syd for Aarhus tilbyder ejer Søren Pedersen en julemenu, som I kan indtage i kroens hyggelige lokaler ned til vandet. Traditionel kan man ikke kalde menuen, der blandt andet står på andepølse (!), sprængt gris og syltet torsk, og prisen er er lige i øjet. Til gengæld skal I nok budgettere med en taxatur hjem, hvis I ruller jer ud med den fulde vinmenu.

– Lynsyltet juletorsk med grønkål og pink grape
– Andepølse med lokale æbler og “stegt andesauce” med kirsebær
– Sprængt julegris med rosmarinblinis, braiserede kæber i Madeira og rødkål
– Kroens egen ost fra Sondrup med honning fra haven
– Ris a la mande

Pris: 3 retter 348 kroner, 4 retter 415 kroner, 5 retter 455 kroner

Skovmøllen
Skovmøllen, Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg

“Hele julemøllevitten” kalder de julemenuen på den hyggelige restaurant Skovmøllen, der ligger i skovens stille ro ude ved Marselisborg syd for Aarhus. På tallerkenen kan I få alt fra vesterhavstorsk til and på tre måder, og alt efter appetit og pengepung kan I stille sulten med 3, 4 eller 5 retter. Hvis ikke I hopper på en taxa derned og hjem, kan I tage bussen, der stopper i gåafstand fra restauranten.

– Tatar af gravad færøsk laks med æbler, salater, dildemulsion og maltcrumble
– Ovnpocheret vesterhavstorsk og skaldyrsbisque med jordskokker og dild
– Andebryst, confit de canard, andelevermousse, kartoffelgalette, svampe, beder og tyttebær
– Tre danske gårdoste med tilbehør
– Kirsebær med chokolademousse, knas med puffet ris, “risengrød”, kirsebær og tuille

Pris: 3 retter 500 kroner, 4 retter 600 kroner, 5 retter 700 kroner.

Mikkel T. Krogh
Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Journalist og cand.mag.