Greenilicious

6 vidunderlige veggieburgere i Aarhus

Guide: Skal din burger være vegetarisk, behøver du ikke lede længe i Aarhus. Vi guider dig til seks steder med lækre veggieburgere på menukortet.

Grønt helt ind til benet
Greenilicious, Immervad 2-8, 8000 Aarhus C

Er du på jagt efter et sundt måltid, når benene trænger til et hvil efter en lang dag med shopping, er Greenilicious et godt bud. Med beliggenhed i Magasin ved Åen bliver det næsten ikke mere centralt, og som navnet antyder, er der masser af grønt på menuen. Burgeren med det mundrette navn Veggie Wonder er bygget op omkring en plantebaseret bøf, som er lavet på soyaprotein og består af tomat, løg, syltede agurker, sød sennep, salat og en hjemmelavet, vegansk chilimayo. Som prikket over i’et har de hos Greenilicious tilføjet hvidløgsspirer, der giver burgeren et ekstra twist på smagen og æstetikken. Du kan sætte tænderne i den vegetariske herlighed for 98 kroner, og er en burger ikke fuldendt uden fritter on the side, så kan du få sprøde rodfrugtfritter med for 138 kroner. Bliver du tørstig, så har Greenilicious også styr på det – måske en opkvikkende juice fra Naturfrisk til 32 kroner er noget for dig.

Prisvinderen
The Burger Shack, Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C eller Otte Ruds Gade 98, 8200 Aarhus N.

Siden åbningen på Frederiksgade i 2016, har The Burger Shack haft fuld fart på, og på nuværende tidspunkt tæller kæden 9 restauranter. Burgerbaren emmer af amerikansk skovmandstema med råt træ på væggene samt medarbejdere i skovmandsskjorter og er kendt for den fedtede Shack Burger med flammegrillede bøffer. Er du vegetar, bliver du ikke snydt, da du for 55 kroner kan forkæle dine smagsløg med en Veggie Shack Burger, der har den samme smag som originalen, men en sojaproteinbøf som hovedkomponent. Resten af fyldet udgøres af økologiske grøntsager som salat, tomat og løg, og sovsen kommer fra ketchup, mayo og sennep, mens pickles giver det ekstra knas. Vi anbefaler, at du køber en menu, hvor du til din burger får fries krydret med parmesan og timian samt en valgfri drik for kun 85 kroner. The Burger Shack er populær i Aarhus og har vundet flere priser, heriblandt SMAGPRISEN 2018 for ”Bedste Burger”.

Vegetarisk på fransk
Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Du finder café og brasserie Juliette i hyggelige Jægergårdsgade på Frederiksbjerg. Brasseriet serverer efter eget udsagn fransk comfort food, og comfort er også et nøgleord i indretningen. Du bliver mødt af en rustik murstensvæg og en elegant, mørk lædersofa, som er placeret foran en mosgrøn væg. I hele restauranten er der en varm, gullig belysning. De fleste retter er franske, men en vegetarisk burger har også fundet vej til menukortet. Den består af en pankofriteret selleribøf, kål-sellerisalat, tomat, pesto, syltede løg og agurk, og du kan købe den til både frokost og aften. Prisen er 115 kroner til frokost uden fritter og 150 kroner om aftenen med rustikke fritter og aioli. Trænger du til en snack, kan du starte med saltede mandler til 35 kroner, nyde din burger og slutte af med en cremé brulée til 88 kroner. Bagefter kan du tage en tur ned ad Jægergårdsgade og snuse lidt til den altid gode stemning.

Den 100 procent økologiske
Café Gaya, Vestergade 43, 8000 Aarhus C

Slingrer du en tur ned ad Vestergade, opdager du den måske ikke i første omgang, men gemt væk i en stille baggård ligger den skjulte perle Café Gaya. Caféen, der slår sine folder i et gammelt, gult bindingsværkshus, serverer 100 procent økologisk mad, som er vegetarisk og overvejende vegansk. Er du på udkig efter en vegetarburger, så har caféen udviklet en vegansk udgave af den amerikanske klassiker. Den består af en bønnebøf lavet på sorte bønner, der er krydret med alverdens krydderier, heriblandt hvidløg, gurkemeje, allehånde, solsikkefrø og det relativt ukendte sar, som fremhæver smagen af bønner. Herudover er frisk salat og grønt, hummus, vinaigrette og guacamole de øvrige ingredienser. Burgerbollen kan du købe med groft speltbrød, almindeligt speltbrød eller en glutenfri burgerbolle. Du kan mæske dig i den grønne burger for 129 kroner og bagefter nyde en kop kornkaffe, der er lavet på urten cikorie.

Den tømmermændsvenlige
Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Chocolate fudge brownie shake, curly fries eller onion rings. Det er nogle af de syndige lækkerier, der er på menuen hos Grillen Burgerbar i hjertet af Aarhus. Mottoet er ”Your Guilty Pleasure”, og burgerbaren er stedet, hvis du har tømmermænd og brug for lidt salt og sødt til at bringe balance i regnskabet. Stedets vegetariske burger, The Loofah, har alt det, der gør en burgerelsker blød i knæene. Briochebollen er smørristet og smurt med mayo. Mexibøffen er friteret og består af kidneybønner, kartofler, gulerødder og grønne bønner, og hertil er den krydret med blandt andet chili, spidskommen og oregano for den helt rigtige smag. Til at binde det hele sammen er der smeltet cheddar, og så det ikke forsvinder i ren kalorierus, er der også tilføjet salat og tomat. Du får fritter og mayo til burgeren for 89 kroner, og vil du trille hjem, kan du snuppe en shake lavet på Ben & Jerrys cookie dough til menuen for 49 kroner.

Ægte caféhygge
Café Ziggy, Tordenskjoldsgade 96, 8200 Aarhus N

Med Aarhus Universitet i baghaven er Trøjborg et sandt mekka for studerende. Her er midtbyens stress og shopping afløst af ro og barnevogne, og med Riis Skov i gåafstand er der ikke langt til fuglefløjt og græs under fødderne. Hovedgaden Tordenskjoldsgade snor sig gennem bydelen, og her finder du Café Ziggy. Caféen har alt: Bar med et hav af forskellige drikke, udendørsservering, når vejret tillader det og en stor, alsidig menu. Er du i humør til en delikat veggieburger, kan Café Ziggy også klare det. Burgerbollen er smurt med cremet, tyrkisk inspireret haydari, og falafel udgør burgerens bøf. Hertil består den af hjemmesyltede rødløg, brøndkarse, saltristede kerner og frisk hjertesalat. Som det hører sig til, får du også timianstegte kartofler og kryddermayo med i købet til 112 kroner. Hvis pengepungen og bæltet tillader det, kan du snuppe en kop kaffe og dagens kage, før du smutter ud i Trøjborgs rolige gader.