6 romantiske restauranter i Aarhus til Valentinsdag

6 romantiske restauranter i Aarhus til Valentinsdag

af -
Foto: Jesper Rais/Domestic.

GUIDE: Uanset om Valentinsdag for dig er plat eller et hit, er dagen en oplagt mulighed for at gå ud at spise. Vi giver dig et bud på seks romantiske restauranter til den 14. februar (eller enhver anden aften!). 

Den på vandet
Bådcafé, Nordhavnsgade 10, 8000 Aarhus C

Måske har du allerede nydt en drink eller bid mad på den flydende Bådcafé, der holder til i Marselisborg Lystbådehavn om sommeren, men denne vinter ligger til kaj mellem Navitas og Dokk1? Efter vores mening er Bådcafé og dens maritime romantik dog også som skabt til en romantisk Valentinsaften! Træd ombord i kahytten på den gamle Endelavefærge, hvis lakerede træ blidt vugger i takt med bølgerne, og bestil alt fra én ret for 200 kroner til fire retter for 380 kroner – for eksempel stedets jordskokkesuppe, rødbedesymfoni eller stegte unghane. Mums! Bådcafé skriver på sin hjemmeside, at køkkenet laver alt mad fra bunden i det lille færgekøkken, så du kan være sikker på, at der bliver kælet for smagsløgene. På sidste års Valentinsdag var caféen pyntet op til anledningen, og kaptajnen kom forbi med sin harmonika og spillede en sang for de spisende par for at skabe den helt rigtige stemning. Dét er da romantik for alle pengene!

Den med Michelin-stjernen
Domestic, Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C

I en baggård til Mejlgade finder du Restaurant Domestic, gemt væk fra susende cyklister og dyttende biler. Restauranten fik i februar 2017 sin første Michelinstjerne, og siden da er det gået stærkt. Skal Valentinsdag fejres med en aften i en gastronomisk særklasse, er Domestic derfor et glimrende bud. Lokalt er råt og bart i sit look med rå murstensvægge og sprukne træstolper midt i rummet, og der er lagt op til en intim og romantisk stemning hos de små træborde, der alle er oplyste af stearinlys. Da Valentinsdag falder på en onsdag i år, er der mulighed for at vælge mellem en fire- eller otte-retters menu. Det koster 550 for fire retter og 950 for ni, og vil du og din Valentinsdate have en vinmenu oveni hatten – hvilket vi helt sikkert anbefaler – koster det 350 eller 650 kroner ekstra, alt efter antal retter. Er vin ikke for jer, så prøv restaurantens lækre saftmenu, der lige er en tand billigere.

Den med cocktails
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C

Skal dette års Valentinsmiddag byde på cocktails i lange baner, er et besøg på cocktailbaren og restauranten St. Pauls Apothek et godt bud. Her kan du få en tre-retters menu med tilhørende cocktails, så du får en cocktail til hver ret, der matcher maden perfekt. Cocktailbaren er kendt for sine drinks og cocktails, som langes over disken stort set alle ugens dage, så vend roligt blikket mod baren, hvis du og din date får brug for at kigge på noget andet end hinanden. Vælg mellem ”Laborenten,” som består af tre retter med tilhørende cocktails for 395 kroner, eller ”St. Pauls,” som giver jer en champagnecocktail til at starte på og herefter fem retter med tilhørende cocktails til 745 kroner. Så burde der være lagt i ovnen til en god aften! Ligesom i stedets cocktails er der sans for detaljerne på tallerkenen, og det vil med garanti være en fryd for både øjne og gane at indtage et Valentinsmåltid hos restauranten på Jægergårdsgade.

Den intime
L’estragron, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Med bare 22 siddepladser er restauranten L’estragon på Klostergade uden tvivl én af Aarhus’ mindste gourmetrestauranter. Her er det svært at undgå at komme de andre gæster ved, og det er ikke usædvanligt, hvis middagen ender som en dobbeltdate med nabobordet, fordi I tilfældigvis falder i snak. Hyggeligt! Belysningen er dæmpet, og væggene er beklædt med mørkt, lakeret træ og forskellige kunstværker. Som skabt til en romantisk aften, hvis du spørger os! Maden, du får serveret, er inspireret af det franske køkken, og der bliver stort set kun brugt økologiske råvarer i køkkenet. Det samme gælder stedets vinmenu, der udelukkende består af økologiske og biodynamiske vine, som uden tvivl vil give dig nogle spændende smagsoverraskelser. Det koster 295 kroner for tre retter og 400 kroner for fem, og vil du også nyde vinmenuen, koster det 250 kroner for tre glas og 400 for fem. Skål, og velbekomme!

Den SU-venlige
Le Basilic, Mejlgade 85, 8000 Aarhus C

Tillader SU-budgettet ikke en Valentinsdag med den helt store vinmenu? Så er det jo heldigt, at du på Le Basilic i Mejlgade kan lave din egen! Her må du nemlig selv medbringe dine drikkevarer, og det er derfor kun maden, du skal betale for. Mandag til torsdag kan du få en tre-retters menu for bare 235 kroner, og hvis du er studerende, kan du endda nøjes med 215 kroner. Lækkert! Både forret, hovedret og dessert har flere valgmuligheder, så vi anbefaler, at du på forhånd bestemmer dig, så din lokale vinpusher kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige vin til maden. Restauranten kalder sig et fransk fusionskøkken, og lige nu kan du for eksempel vælge en menu med dampede blåmuslinger, confiteret and og creme brulé. Mums! Maden serveres på flot anrettede tallerkener, ligesom stedets stemning lægger op til den helt rette Valentinsaften: Rå murstensvægge, mosaikbelagte stolper midt i rummet og stearinlys på bordene.

Den for kødelskerne
Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C

Er både du og din Valentinsdate kødfans? Så har restauranten Møf på Vesterbro Torv en Valentinsmenu, der helt sikkert vil være et hit: ”Meat lovers Valentines menu” – og navnet er ikke misvisende, skulle vi hilse og sige! Til forret serveres en oksetatar med løvstikke, røget mayonnaise, kartoffelchips og saltet citron, og hovedretten er intet mindre end en kalve-ribeye med pommes frites, fennikelsalat og bearnaisesauce. Hva’be’har! Desserten består af Møfs chokoladekage med passionsfrugtcreme, og alle retterne inklusiv snacks koster 449 kroner per person – 799 kroner, hvis der også skal vinmenu til. Møf er en lille og intim restaurant, hvor maden bliver lavet af kun de bedste råvarer, gerne fra lokalområdet. Her kan du holde øje med madlavningen i det åbne køkken og endda nuppe en plads i madbaren, hvor der er frit udsyn til de arbejdende kokke på helt tæt hold (hvis aftenens samtale nu skulle gå i stå!).

Amalie Maindal Nielsen
Skribent på Smag Aarhus. Kan bedst lide at lave tøm køleskabet-mad og er lidt for god til at finde lejligheder til hverdagsvin. Hvis jeg kun måtte bruge mine penge på én ting, ville det være restaurantoplevelser. Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.