Guide: Det behøver ikke altid være fransk, italiensk og asiatisk, når maden skal indtages ude i byen. Her er seks aarhusianske restauranter med danske klassikere på menuen.
Favoritter ved havnen
Restaurant Europa, Havnegade 28, 8000 Aarhus C
Et stenkast fra de mange caféer på Åboulevarden ligger Restaurant Europa, hvor ejerparret Sofus og Karin i en årrække har serveret danske klassikere til madelskere fra nær og fjern. Alt er hjemmelavet fra bunden, og menukortet omfatter all time favorites som stjerneskud, pandestegt rødspætte, mørbrad a la creme, wienerschnitzel og pariserbøf. Er selskabet i humør til Danmarks nationalret, byder restauranten på en fortrinlig stegt flæsk med kartofler, persillesovs og hjemmelavet rødbeder, og er der appetit til en dessert, kan middagen rundes af med en friteret Camenbert med solbærsyltetøj. Priserne for de veltillavede fristelser starter ved 165 kr., og portionerne er særdeles velvoksne, så der er med garanti ingen, der går sultne fra bordet. I glasset kan man snuppe en dansk øl eller en af stedets vine, der primært kommer fra Europa. Stedet har også åbent til frokost, hvor menuen lyder på smørrebrød til priser fra 75 kr.
Højt niveau i Vestergade
Vestergade 51, Vestergade 51, 8000 Aarhus C
”Danske klassikere tilsat kærlighed og håndværk”. Sådan lyder konceptet på restauranten Vestergade 51, der ligger i lokalerne, som tidligere husede den italienske restaurant Marco Polo. Bag det anmelderroste spisested står kokken Anders Udengaard, der sammen med sine kolleger tilbereder en række klassiske, danske retter til perfektion. Prøv for eksempel en tartelet med kylling, asparges og hvide asparges til 125 kr. eller en stor pariserbøf til 175 kr. serveret med ”hele gøgemøget”, som det lyder på menukortet. Eller hvad med et klassisk stjerneskud lavet med færøsk laks til 220 kr.? Hvis man har den store pengepung med, kan man investere i menuen ”Mormors gourmetmåltid” bestående af seks serveringer, øl, portvin, kaffe og avec. Prisen er 495 kr. på hverdage og en hundredlap mere i weekenden. Er man til brændevin, har Anders & Co. et fortrinligt udvalg af hjemmelavede snapse.
Mormormad på stripklubben
Klokken, Mindegade 6, 8000 Aarhus C
En af byens nyeste restauranter er Klokken i Mindegade, der i foråret slog dørene op i stripklubben La Belles gamle lokaler på Mindegade. De letlevende damer på adressen er erstattet af klassisk mormormad, der serveres i habile portioner til rimelige priser. Menuen lyder på både biksemad, hakkebøf og wienerschnitzel, og det er også muligt at sætte tænderne i en sildetallerken eller et stjerneskud, hvis humøret er til fisk. Skal aftenen sluttes af med en dessert, kan man bestille æblekage eller en skål rødgrød med fløde. Tørsten kan slukkes med en Ceres Top, og en fin detalje er, at man kan få en autentisk flyversjus, der på ægte mormor-manér er lavet af snaps og citronvand. Forretterne starter ved 89 kr., hovedretterne koster fra 139 kr., og desserterne fås for omkring 70 kr. Bag stedet står den aarhusianske restaurantkoncern Dining Six, der også driver restauranterne Köd, Basso og Slap Af.
Retro for alle pengene
Den Lille Kro, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C
Med lysekroner i loftet, guldindrammede billeder på væggen og hvide duge på bordene er der retrostil for alle pengene på spisestedet Den Lille Kro, der i en årrække har haft til huse på hjørnet af Nørre Allé og Grønnegade. Stilen gør sig også gældende på menukortet, der byder på en stribe klassiske, danske retter. Prisen er 333 kr. for en tre-retters menu, og man kan vælge mellem alt fra lakseterrine og hjemmelavet hønsesalat til stegt ål, røget sild og karbonader. Hver tirsdag byder restauranten på wienerschnitzel for 145 kr., og besøger man stedet om onsdagen, er der stegt flæsk ad libitum for 125 kr. Både schnitzel og flæsk serveres naturligvis med rigelige mængder tilbehør i form af sovs, kartofler og grøntsager. En fin detalje på Den Lille Kro er det omfangsrige ølkort, der byder på en lang række kvalitetsøl fra mikrobryggerierne Syndikatet, Hornbeer, Munkebro Bryg og Aarhus Bryghus.
50’er-stil ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C
Teater Bodega i Skolegade har i en menneskealder været fast spisested for skuespillere fra Aarhus Teater, men i dag tiltrækker spisestedet alle typer folk fra nær og fjern. Hvem vil ikke gerne sidde ved samme bord, som Ove Sprogø sad ved, eller bestille den samme menu, som Ghita Nørby havde for vane? Menukortet er en lang tour de force i det klassiske danske køkken, og både portionsstørrelsen og velsmagen er i top. Prøv for eksempel en Roastbeef Special med sprøde løg og kold kartoffelsalat til 138 kr. eller en smørstegt rødspætte, hvide kartofler og persillesauce til 185 kr. Eller hvad med en omgang kalvemørbrad med grønsager, kartoffelkroketter og rødvinssauce til 265 kr.? Aftenen kan fuldendes med en kop af husets kaffe, som serveres i ægte 50’er-stil i en Madame Blå-kaffekande. Spisestedet ejes af familien Hauge, der også driver Aarhus-restauranterne Carlton og Raadhuus Kafeen.
Byens største pariserbøf
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 152, 8000 Aarhus C
Med en beliggenhed blandt de slidte bygninger på Sydhavnen virker Restaurant Kohalen måske ikke attraktiv ved første øjekast, men har man først smagt på maden i den røde murstensbygning, er sagen en ganske anden. Menuen lyder på danske klassikere lige fra stegt sild til tarteletter, og restauranten serverer en pariserbøf, som efter køkkenets eget udsagn er byens største. Er humøret til fisk, er der ingen vej uden om det velsmagende stjerneskud til 169 kr., der er lavet med to slags rødspætte, laks, rejer og stenbiderrogn. Restauranten åbnede tilbage i 1907, hvilket gør den til ét af Aarhus’ ældste spisesteder, og kunderne var oprindeligt slagtere, landmænd og kreaturhandlere fra havnens daværende kvægtorv. Stedet drives i dag på tyvende år af ægteparret Jes og Rita Lausten. Bonusinfo: Kohalens bøfsandwich scorede i 2016 en flot andenplads i en konkurrence om Danmarks Bedste Bøfsandwich.