GUIDE Valentinsdag er lige om hjørnet, men hvor skal du invitere på date? Her er 6 fortrinlige steder med garanti for romantik.
En dag i kærlighedens tegn eller en plat amerikansk tradition? Hate it or love it, men valentinsdag er kommet for at blive, og den 14. februar er lige om hjørnet. Derfor skal du naturligvis invitere din bedre halvdel ud at spise på dagen, som i år er udfordret af, at den ligger en søndag, hvor mange restauranter har lukket. Her er 6 fantastiske steder i Aarhus, der har åbent valentinsdag.
Champagne og østers på Strandvejen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C
Casanova startede angiveligt sin dag med at spise 50 østers, så selvfølgelig skal I have østers og champagne på jeres valentinsdag. Her er champagne- og østersbaren La Plage Deux er et oplagt sted at indtage herlighederne, mens I kigger hinanden dybt i øjnene. Indretningen er cool og lidt old school med rå træborde, barstole og siddepladser i de store vinduespartier, og for enden af rummet skaber et sofaområde en hjemlig hygge og intimitet. La Plage Deux’ udvalg af østers varierer efter sæson og udbud, hvor prisen starter ved 20 kroner stykket og champagne til 110 kroner glasset. Du kan også invitere din udkårne på husets cava til 60 kroner per glas eller en af stedets forskellige cocktails. Stedet har ikke et fast cocktailkort, men den charmerende og dygtige værtinde Sascha Steenfath kan trylle alle klassikere frem alt efter, hvad I er i humør til.
Kærlighed for kødelskere på Skolegade
Restaurant KöD, Skolegade 21, 8000 Aarhus C
Med røde murstensvægge og sort, stilrent interiør har Restaurant Köd på festgaden Skolegade en balanceret indretning, som skaber en god atmosfære til en valentinsdate. Restauranten holder særligt åbent i anledning af valentinsdag, hvor I kan lade jer forkæle af to retter til 350 kroner eller tre retter til 400 kroner. Det er så yndigt at dele, som man (næsten) siger, så Köd har skabt en menu med delemaden i fokus på årets mest romantiske aften. Forretten er en deleplatte med laksetatar og oksecarpaccio, som efterfølges af en hovedret med chateubriand 500 gram, også til deling. Med i prisen er naturligvis husets fritter, som er perfekt sprøde og velsaltede. Hvis I ikke er mætte, bør I unde jer selv desserten med Gateau Marcel og cheesecake på en deleplatte. Mums, siger vi bare. En aften med ren kærlighed til kødelskeren.
Hyggelig atmosfære på Fredens Torv
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Århus C
Med en indretning, der ikke lader sig rive med af de nyeste modetendenser, har Restaurant Mellemrum på Fredens Torv en hyggelig og afslappet atmosfære, der er perfekt til valentinsdag. Betjeningen med restaurantchef Peter Aaen i spidsen er kompetent og opmærksom fra start til slut, og så kan han sin vin, skal vi hilse at sige. Den 14. februar kører restauranten en fire retters valentinsmenu, hvor I kan blive forført af forret bestående af rejer, glaskål, friskost og agurk, hvorefter der serveres rimmet torsk med nødder og brunet smør. Til hovedret får I spidsbryst med selleri, løg og svampe, og til at slutte aftenen af med kan I sætte tænderne i en dessert med chokolade med bær og marengs. Hele herligheden koster 400 kroner eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Så er den gode stemning i hus!
Casual dining og deleretter
Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C
Sharing is caring, og hvad er mere romantisk end at spise af den samme tallerken? Den nyåbnede Restaurant FF ved åen satser på delemad og holder valentinsdag særligt åbent med en speciel casual eating menu bestående af snacks, charcuteri, fisk, kød, grønsagsretter og dessert for 345 kroner per næse eller 675 kroner, hvis I vil have en champagne-, vin- eller cocktailmenu til. De delevenlige retter får nærheden frem i måltidet, hvilket understøttes af rummets indretning, der er enkel, stilfuld og afslappende – alt sammen perfekt til valentinsdag. Huset laver også en fortrinlig cocktail, så hvorfor ikke afslutte aftenen med en Pisco Sour eller en Wet Stiletto? I kan oplagt nyde cocktailen i husets sofaområde, hvor I kan lade jer forføre af den intime loungestemning.
Fransk bistro på Frederiksbjerg
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C
Den franske bistro Klassisk 65 midt på Jægergårdsgade er uformel på den rigtige måde med underholdende citater skrevet på en kridttavle og et lokale, hvor gæsterne sidder så tæt, at I kan have en samtale med sidebordet, hvis I har lyst. Med andre ord perfekt til en date a la Paris. Vejen til en mands hjerte går som bekendt gennem hans mave, og på Klassisk 65 kan vi gode love jer ladies, at jeres mand vil se stjerner, hvis I inviterer ham på husets peberbøf af modnet oksemørbrad med hjemmelavet fritter til prisen 295 kroner. En lækker detalje er, at kødet bliver flamberet i cognac foran jeres bord – det er hot! På valentinsdag byder Klassisk 65 tilmed på to glas bobler, hvis du kysser med din udkårne i mere end 30 sekunder. Det er da fransk amour, så det batter!
Michelin-lækkerier ved åen
Restaurant Pondus, Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C
Bistroen Pondus er lillebror til Michelin-restauranten Substans og scorede en flot Bib Gourmand i Michelinguiden sidste år, hvilket betyder, at der er tale om god mad til rimelige priser. Med andre ord er bistroen perfekt til en valentinsdinner, hvis I vil have god kvalitet på tallerkenen uden at betale en herregård. Stemningen på Pondus er herligt uformel takket være en cool indretning med rå murstensvægge og træbord, og et ekstra plus er, at bistroen bruger økologiske, lokale råvarer. Til valentinsdag tilbyder stedet en særlig menu, hvor der serveres torsk, agurk og dild til forret, efterfulgt af kammusling og kartofler. Hovedretten består af okse, gulerod og hasselnød, og til dessert serveres pærer, estragon og mælkeis. Hele herligheden koster 375 kroner per person eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Det da ikke galt for en valentinsmiddag på en Michelin-anbefalet restaurant, vel?