Café Vestergade

Guide: Efteråret og det grå vejr kalder på indedørshygge og varme, lækre drikke. Her får du en guide til 6 steder i Aarhus, hvor du kan drikke Irish Coffee i hyggelige omgivelser.

Irish Coffee natten lang
Tir Na Nog, Frederiksgade 38-40, 8000 Aarhus C

Tir Na Nog er ikke til at komme udenom, når vi taler om Irish Coffee. Mange mødes her for at se en fodboldkamp eller starte en bytur på den irske bar. Når du træder ind på Tir Na Nog, bliver du mødt af en atmosfære, som du ikke oplever andre steder i Aarhus. Bartenderne taler engelsk, og de hyggelige kroge på baren inviterer til sjove snakke til langt ud på natten. På Tir Na Nog kan du smage mange forskellige øl, se fodboldkamp på storskærm, lytte til live-musik og tage et spil dart – eller du kan nyde en lun og fyldig Irish Coffee. Den varme drik står til 70 kroner, og du kan enten nyde den i barens lokaler eller tage et tæppe under armen og drikke din Irish Coffee udenfor under en af varmelamperne. Er du sulten, men vil du ikke gå glip af stemningen på Tir Na Nog, så ligger The Burger Shack lige overfor. Her kan du bestille en ”The Tap Room Menu” med en Irish Coffee og burger til 120 kroner, som du kan nyde på Tir Na Nog.

Aftenskaffe inden sengetid
Cafe Vestergade, Vestergade 42, 8000 Aarhus C

Café Vestergade er det oplagte valg, hvis du vil ud til lidt aftenhygge, inden sengen kalder. Løber dine tænder i vand, når du tænker på ægte flødeskum, så bliver du rigtig glad nu. Caféens Irish Coffee er lavet med kaffe fra Frellsen, William Peel Whiskey og så er den toppet med ægte flødeskum. Hvis du kigger forbi mandag til onsdag, så er der tilbud på en Irish Coffee til 35 kroner. De resterende dage koster drikken 50 kroner per glas. Hvis solen er fremme, kan du nyde din Irish Coffee på caféens stole udenfor med et tæppe omkring benene. Hvis du hellere vil slappe inde i varmen med levende lys, så kan du nyde caféens store vinduer, der giver dig mulighed for at følge med i det hyggelige liv på Vestergade. Melder sulten sig imens du sidder og nyder din Irish Coffee, så har Café Vestergade sprøde croissanter til 20 kroner. Endelig kan du kaste dig over ét af caféens mange brætspil og give din kaffe-makker tæsk!

Dessert på Jægergårdsgade
Forlæns & Baglæns, Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C

Forlæns & Baglæns er intet mindre end fortryllende. Lokalet er småt og intimt, tallerkenerne er forskellige, og tavlen bag baren afslører, hvad du kan forkæle dine smagsløg med i denne uge. Hvis du lige har nydt en omgang tapas og en kande sangria til deling i godt selskab, så kan det være dejligt at afrunde aftenen med en lun Irish Coffee til dessert, inden du bevæger dig ud i efterårsvejret. Et glas koster 58 kroner, og hos Forlæns & Baglæns får du en rigtig klassisk Irish Coffee. Den indeholder selvfølgelig brun farin, rigtig flødeskum, hakket chokolade på toppen samt 4 cl Tullamore Whiskey. Mangler din Irish Coffee selskab, så kan du prøve en mandelkage med hvid chokolade ganache og friske bær til 62 kroner. Restauranten ligger på den hyggelige Jægergårdsgade, hvor der altid er liv og mennesker. Du kan nyde udsigten og din lækre Irish Coffee inde på restauranten, eller du kan tage den med udenfor under varmelamperne. Skål!

En eftermiddags sjus
Café Frida, Mejlgade 14, 8000 Aarhus C

Det er ikke Café Frida, som råber højst efter opmærksomheden på Mejlgade. Men træder du indenfor, opdager du en lille perle, som gemmer sig. Café Frida er utrolig hyggelig og intim med to etager og små kroge, du kan sidde i. Caféen er pyntet med friske blomster, forskellige stole og hylder med alverdens te bag baren. På menukortet finder du blandt andet burger, smørrebrød, brunch og suppe, og det vigtigste i det her tilfælde: En Irish Coffee. Den lækre, lune sag står til 49 kroner, og er du også lidt sulten, kan du få dagens kage til 20 kroner. Er du så heldig at besøge caféen den første onsdag i måneden, så kan du smæske dig i kagetapas til 40 kroner. Café Frida er det oplagte valg, hvis du skal have varmen og trænger til noget at styrke dig på efter shoppingturen. Café Frida er en socialøkonomisk virksomhed, som især fokuserer på økologi og fairtrade. Caféen har åbent mandag til fredag fra klokken 9.30 til 16.

Efter tæppefald
Café Hack, Teatergaden 1, 8000 Aarhus C

Har du lige har været inde i smukke Aarhus Teater og nyde en forestilling, og er du blevet fortryllet af den store sal med det smukke loft, de bombastiske gardiner og store lysekroner, er du helt sikkert ikke klar til at slutte din aften endnu. Vi foreslår, at du tager en tur forbi Café Hack, som ligger i forlængelse af teateret. Caféen har utrolig meget sjæl – og det er her radioprogrammet Café Hack blev indspillet i sin tid. Café Hacks Irish Coffee serveres helt klassisk med en kandisstang og flødeskum på toppen, og den lækre sag koster 60 kroner. Er du vild med at blande din teateroplevelse med en god madoplevelse, så tilbyder Café Hack også en natmads-tallerken, som du kan nyde efter aftenens forestilling. Tallerkenen er en let anretning, som koster 145 kroner og skifter efter sæson og kokkens fantasi, men køkkenet prøver at ramme fisk eller skaldyr, fjerkræ, charcuterie, ost, noget sødt samt aioli, tapenade og brød. Vi er helt klar!

The Scottish Coffee
Highlanders, Mindebrogade 5, 8000 Aarhus C

Hvis du går på Highlanders Bar og leder efter en Irish Coffee på kortet, så kan du lede længe. Baren har nemlig udviklet lidt på den klassiske drik, hvor bartenderne bruger en skotsk whiskey i stedet for Tullamore Whiskey. Hos Highlanders kalder de en Irish Coffee for Gaelic Coffee, og baren sælger flere forskellige udgaver af den lune drik. Du kan for eksempel vælge en mørk rom eller en røget Laphroaig Whiskey. Når du har valgt din type alkohol, kommer der en stor skefuld brun farin og en omgang friskbrygget kaffe i glasset. Derefter toppes drikken med usødet flødeskum og kakaopulver. En Gaelic Coffee med single shot koster 60 kroner, imens en med dobbeltshot koster 95 kroner. Highlanders ligner ikke en typisk bar, da du ikke møder flimmerende TV-skærme med fodbold, der distraherer din date, og musikken overdøver aldrig jeres samtaler. På Highlanders er bartenderne eksperter på området, så er du nysgerrig efter at lære mere om, hvad du drikker, skal du endelig bare spørge!

Johanne Westh Sloth
Skribent. Jeg er vild med pasta i alle former, nyder sol-lune jordbær, og en iskaffe slubres så hurtigt, at jeg får brain freeze. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.