Foto: Unico

3 skønne restauranter uden for Aarhus midtby

Det behøver ikke altid ende med en tur til Aarhus C, når du skal ud at spise. Vi har fundet tre bud på spændende restauranter uden for bymidten.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende. 

Mormormad på nye måder
Restaurant Unico, Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg

Med udsigt til golfbanen ved Moesgaard Skov bliver omgivelserne næsten ikke bedre hos Restaurant Unico, der med egne ord står for en fornyelse af den traditionsrige danske mormormad. Menuen er altid inspireret af sæsonen, og råvarerne er lokale – god stil! Torsdag, fredag og lørdag inviterer Unico til ”Fredagsgourmet” med tre, fire eller fem retter inklusive vin eller saft fra 333 kroner, mens du resten af ugen kan vælge fra a la carte-kortet ”Gourmetgrillen” eller bestille restaurantens ”Enestående måltider:” Mandag lyder menuen på moules frites, tirsdag på tarteletter, onsdag på ”Midtugekrisen” – to retter og to glas vin – mens søndag byder på søndagssteg. Sådan! Kommer du forbi midt på dagen – måske efter en tur på golfbanen – serverer Unico også frokostretter som tarteletter, burgere og mere end 15 slags smørrebrød.

I historiske rammer
Malling Kro, Stationspladsen 2, 8340 Malling

Der emmer af historie, når du svinger forbi Malling Kro: Bygningens historie kan føres helt tilbage til 1884, hvor forpagter Gotfred Jensen etablerede daværende Malling Gæstgiveri & Hotel, da jernbanen kom til byen. Siden 1995 har Tina Schou og Rico Jørgensen stået bag kroen, der både er vært for selskaber, ophold og en god omgang frokost eller aftensmad. Køkkenet er åbent for a la carte-gæster onsdag til lørdag, hvor du kan bestille både forret, hovedret og dessert. Lige nu kan du for eksempel vælge dagens fiskefangst med hvide asparges, ramsløgsskum og grillet spidskål, grillet oksemørbrad på trøffelsauce, majs og squash eller steak af ribeye med bearnaise, urtesalat og grove fritter. Mmh! Glem ikke vin til maden: Kroens vinsortiment har blandt andet vundet prisen for årets vinkort i Danmark i 2016.

En aften på Mejeriet
Restaurant Mejeriet, Vilhelmsborg, Bedervej 101, 8320 Mårslet

Hos Restaurant Mejeriet i Mårslet behøver du ikke gruble over, hvad du vil bestille: Restauranten tilbyder nemlig en fast menu til 495 kroner hver fredag og lørdag, så du med ro i sindet kan læne dig tilbage og lade kokkene vælge, hvad der skal på tallerkenen. ”En aften på Mejeriet,” som konceptet kaldes, består af velkomstdrink og snacks, tre retter, kaffe og sødt samt vin ad libitum, og menuen følger sæsonens råvarer og skifter derfor løbende. I øjeblikket lyder de tre retter på håndpillede rejer, stenbiderrogn samt syltede hvide asparges til forret, grillet oksemørbrad, broccoli, tærte, nye kartofler med urter og klassisk sauce til hovedret samt mazarinkage med nye jordbær, mynte og hyldeblomstsorbet til dessert. Psst: Mejeriet er en del af Casablanca-familien, som også tæller Café Casablanca, Mor Anna og Sjette Frederiks Kro.