GUIDE Hvor finder du det perfekte chokoladeæg til påske? Her er 6 velsmagende butikker med påskeæg til enhver lejlighed.
Du kan altid finde en anledning til at spise chokolade, men til påske er det et must at gå all-in med de forførende fristelser. Et påskeæg er ikke bare et påskeæg, og vi har fundet 6 steder, som byder påsken velkommen med klassiske og nyfortolkede udgaver af ægget, hvad enten det er til værtindegaven eller børnenes påskeleg. Overgiv dig til den mørke side og lad dig forføre af en chokoladeoplevelse af de store.
Forførende klassiske påskeæg i sølv
Summerbird, Volden 31, 8000 Århus C
Med en dygtig betjening og chokolade af alle slags er Summerbirds hyggelige butik i Latinerkvarteret et rent slaraffenland for chokoladeelskere. Hovedrollen i butikken spilles op til påske af et klassisk, elegant sølvæg, som du kan få i tre forskellige størrelser til 85 kroner, 268 kroner eller 578 kroner (!). Sølvægget er fyldt med Summerbirds delikate vagtelæg med mint, lakrids eller praliné og er perfekt, hvis du vil skabe chokoladeforkælelse for fuld skrue. I påskesortimentet er der også et smukt porcelænsæg og andre fristelser, der er fortrinlige som værtindegaver. Prøv for eksempel Summerbirds miniture eggs med ni forskellige chokolader til 148 kroner. Vi kan også anbefale Summerbirds dragerede mandler med nougat til 48 kroner for 100 gram. Meget lækkert og farligt vanedannende.
Chokolade i den gode sags tjeneste
Social Foodies, M. P. Bruunsgade 60, 8000 Aarhus C
Aarhus’ nyeste is- og chokoladebutik Social Foodies bygger på et socialøkonomisk koncept, hvor overskuddet går til socialt udsatte i Afrika og Danmark. Til påske sælger butikken hjemmelavede påskeæg, som er lavet af en chokoladeskal med fem små påskeæg med fyld af marcipan eller lakrids til 145 kroner. I påskedagene 21-23. marts inviterer butikken også til påskeægskursus, hvor børn selv kan lære at lave deres eget påskeæg for 125 kroner per næse. Er humøret ikke til påskeæg, sælger Social Foodies også is, nødder, chokolade og flødeboller. De indbydende fristelser er alle hjemmelavede af udvalgte råvarer, hvoraf de fleste tilmed er økologiske. Mums, siger vi bare.
Fristende vagtelæg med trøffel
Peter Beier Chokolade, Ryesgade 35, 8000 Aarhus
I starten af Ryesgade op mod banegården har Peter Beiers chokoladebutik til huse, og her er påsken for alvor skudt i gang med et stort og lokkende udvalg. For eksempel kan du lade dig forkæle med dueæg til 89 kroner for 100 gram eller Peter Beiers særlige påsketreat med ni vagtelæg af lime-, karamel- og nougattrøfler til 139 kroner. Peter Beier har også halve chokoladeæg fyldt med dessertchokolade i forskellige størrelser og priser, og alt er smukt pakket ind og gør sig fortrinligt som gave. Butikken har også diabetikervenlig chokolade, som sælges for en sympatisk pris på 35 kroner for 50 gram. Bonusinfo: I butikken bliver du altid budt velkommen med en smagsprøve, når du træder ind – så er chokoladefesten i gang, ikke?
Delikate påskeæg til billige priser
Spangsbjerg Chokolade, Anelystparken 7, 8381 Tilst
Spangsbjerg Chokolades fabriksudsalg i Tilst åbnede sidste år og er på rekordtid blevet byens suveræne himmel for flødebolleelskere. Men vidste du, at butikken også har påskeæg? Til højtiden kan du fornøje dig med chokoladeproducentens små, massive æg i en ren marcipanversion eller med nougat. Det er jo et fabriksudsalg, så derfor koster æggene rørende 22 kroner for en pakke med tre æg eller 38 kroner for to pakker. Vi anbefaler at snuppe par kasser af de berømte flødeboller med i købet, nu du er taget turen til Tilst. Her får du nemlig 20 flødeboller til 85 kroner – tag den! Som der står på en plakat i butikken: ”Du må godt købe to pakker, fordi du ved, at du alligevel spiser den ene på hjemvejen”. Bemærk at butikken kun har åbent onsdag, fredag og lørdag kl. 11-17.
Påskeæg for enhver smag
Magasin, Immervad 2-8, 8000 Aarhus C
Chokoladeafdelingen i Magasin byder på flere påskefristelser fra mærkerne Simply Chocolate, Summerbird, Johan Bülow og selvfølgelig stormagasinets eget mærke Magasin Chokolade. Sagt med andre ord – her er noget for enhver smag. Lader du dig forføre af Magasin eget mærke, kan du lade dig forkæle med ni cremeæg for 119 kroner i en flot indpakning. Du kan også vælge Johan Bülows påskevariant, som er en lækker lakridsudgave til påske bestående af sølvmarmorerede karamelliserede chokoladekugler med havsalt og lakrids til 200 kroner. Har du lyst til at gå all-in, kan du lægge 299 kroner for det flotte kobberæg The Egg fra Simply Chocolates, som er fyldt med 15 chokoladeæg af mælkechokolade, mørk chokolade og hvid chokolade. Så er der ikke et øje tørt, vel?
Fortryllende chokoladeæg til børn
Chokolade-Fabrikken, Adelgade 118, 8660 Skanderborg
Hvis du er klar på en tur syd for byen, kan du besøge butikken Chokolade-Fabrikken i Skanderborg. Her er udvalgte råvarer og Valrhona-chokolade nøgleordene, og op til påske kan du lade dig forkæle af halve chokoladeæg med dessertchokolade i forskellige størrelser og priser fra 92 kroner. Chokolade-Fabrikken har også lavet et særligt påskeæg til børn i form af et halvt chokoladeæg med børnevenligt fyld, som selvfølgelig både fås i pige- og drengeudgave. Børneæggene koster 92 kroner for 125 grams-versionen og 128 kroner for 175 gram-versionen. Vi anbefaler også at smage på butikkens dessertchokolader, som inkluderer over 25 forskellige slags, for eksempel de klassiske romtoppe eller marcipan fremstillet af mandler fra spanske Valencia til 94 kroner for 125 gram.