Selvom temperaturen kan svinge, er foråret for alvor kommet til Danmark. Det skal fejres med take away på terrassen, altanen eller græsset! Her får du tre bud på steder med mad, der er oplagt at indtage udendørs.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende

Sushi i solen
Nori Bar, Sankt Clemens Stræde 7, 8000 Aarhus C

Solstråler i ansigtet, hvidvin i glasset og sushi på pinden. Ah! Det smager næsten lidt af sommer, ikke? Hos det japanske spisested Nori Bar kan du hente din sushi selv eller få levereret via Wolt, hvis du helst ikke vil forlade din plads i forårssolen. Gør det nemt for dig selv, og vælg for eksempel en af Nori Bars syv forskellige menuer: En Classic Menu til 138 kroner sikrer dig 16 stykker blandet nigiri, uramaki og chrunch maki, mens en Familie Menu til 459 kroner med 48 stykker blandet nigiri, uramaki, kaburimaki, hosomaki og futomaki burde stille sulten hos de fleste – selv hvis I er flere til at dele. Alle menuer serveres selvfølgelig med soya, wasabi og ingefær, så der er lidt at dyppe i. Velbekomme!

Byg selv-mad
Lillebror, Vestergade 33, 8000 Aarhus C

Skulle forårsluften være en kende kølig, er det praktisk med mad, der i forvejen er kold. En sådan slags spise serveres hos den forholdsvist nyåbnede Lillebror, der byder på bagels, sandwich og salat for enhver: Her kan du nemlig selv bygge din middag, så du er sikker på at få lige nøjagtig det, du helst vil. For 45 kroner vælger du selv brød, smørelse, pålæg, salat og dressing – nemmere bliver det ikke! Er du den vægelsindede type, har Lillebror dog også syv favoritter, du kan købe for samme pris. Prøv for eksempel den spændende Colourful med rødbedebagel, rød pesto, cremeost med soltørret tomat, revne gulerødder, rødløg, bbq-kylling, babymix-salat, cheddar og karrydressing. Så kan foråret bare komme an! Psst: Lillebror sælger også smoothies og shakes til 45 kroner stykket.

Burger’n’fries
Søren E.’s Burgervogn og Take Away, Gammel Kongevej 7, 8260 Viby J

Landets festivaler er aflyst på grund af covid-19, så skab i stedet lidt festivalstemning på din egen matrikel med en burger fra Søren E.’s burgervogn i Viby. Her kan du få burgere, der burde tilfredsstille de fleste burger cravings: Er du til det klassiske, så gå efter Oksen med bøf af oksekød, dobbelt ost og bacon, og må det gerne være lidt udover det sædvanlige, kan du for eksempel prøve en vegetarversion med nachobøf eller en burger med friteret kyllingeinderfilet. Ja tak! Skulle du være i burgerhumør om mandagen, anbefaler vi mandagsburgeren Bøf Bearnaise med oksebøf, dobbelt ost og bacon, fritter, løgringe og bearnaisesauce. Værsåartig, siger vi bare! Priserne starter ved 69 kroner for en burger og ved 109 kroner for en menu med pommes frites og sodavand.