Foto: Unsplash.

3 steder med varme drikke i Aarhus C

Efterårets kulde har for alvor meldt sin ankomst, og derfor har de fleste af os brug for noget lækkert at holde varmen på. Vi giver dig her tre gode bud på steder, hvor du kan få noget varmt at drikke.

Frellsens varme kakao

Ryesgade 10, 8000 Aarhus

Hos Frellsen Chokolade finder du en lækker kop varm kakao, som du kan nyde med flødeskum eller med en flødebolle på siden. Frellsen mestrer chokoladens kunst – i over 100 år, og gennem fire familiegenerationer har Frellsen Chokolade fremstillet chokolade og kaffe i høj kvalitet. I butikken kan du derfor finde chokolader og andre søde sager i alverdens afarter, som du kan nyde til din varme kakao eller en kop kaffe. Snup en kaffe eller kakao to-go med fra Frellsen, så du kan holde dig varm i det kolde efterårsvejr.

Læs også: Aarhus Street Food lancerer frokosttilbud

Kvalitetste hos A.C. Perchs Thehandel

Volden 3, 8000 Aarhus

Træd ind i varmen og tag en pause fra den travle hverdag hos A. C. Perchs Thehandel. Nyd en varm kop te og vær i nuet i selskab med dem, du holder af. Med 186 års erfaring med import fra de bedste teplantager i verden, kan du med sikkerhed finde den helt rigtige kop te at varme dig på hos A C. Perchs Thehandel. I teforretningen, som du finder i latinerkvarteret, kan du for eksempel nyde en kande te med friskbagte scones med marmelade, lemon curd og flødeskum. Tesalonen tilbyder mere end 150 forskellige kvalitetsteer og udsøgte kager, engelske fingersandwich, brunch og franske bobler. Personalet hjælper gerne med at træffe det helt rigtige valg af te.

Irish Coffee på Forlæns & Baglæns

Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C

På Jægergårdsgade kan du finde Forlæns & Baglæns, som er en lille og intim restaurant, hvor gæster og personale er tæt på hinanden. Efter en omgang spanskinspireret tapas, kan du for eksempel få en Irish Coffee til 65 kroner, som du kan lune dig på, inden du bevæger dig ud i det kolde vejr. Den lune Irish Coffee er en klassisk version med brun farin, flødeskum, hakket chokolade og Tullamore Whiskey. Er du ikke til whiskey, så kan du blandt andet få en kop varm kakao, Chai latte eller Cappuccino.

Vidste du, at

vi meget gerne modtager tips om byens madscene fra vores læsere? Har du set eller hørt om noget nyt eller spændende, så giv os et praj på info@smagaarhus.dk.

Mad i Latinerkvarteret

Se alle