Guide: Når vi danskere rigtig skal hygge foregår det som regel med en stor skål slik, en is med overdådige toppings eller himmelske chokoladestykker. Vi giver 3 bud på, hvor du kan få tilfredsstillet den søde tand.
Lækkerier med god samvittighed
Social Foodies, Søndergade 27 & M.P. Bruunsgade 60, 8000 Aarhus C
Hos Social Foodies på Frederiksbjerg og i midtbyen kan du få stillet sukkertrangen med god samvittighed. Social Foodies er nemlig en såkaldt værdidrevet virksomhed. Det betyder, at når du køber en is, chokolade eller nødder, er du med til at skabe arbejdspladser for lokale småbønder i Afrika. Social Foodies hjælper også udsatte i Danmark og sætter unge med særlige behov i arbejde. Afdelingen i Salling på Søndergade har netop slået dørene op, og her kan du få fingrene i en lækker is til din strøgtur. Ja tak!
Læs også: 3 hyggelige steder med te i Aarhus
Slik i lange baner
Vingummi, Nørregade 49 & Frederiks Allé 115, 8000 Aarhus C
Der er vist ikke noget, der kan få hjertet til at banke lidt hurtigere, end fredagens stafetløb hen til bland-selv-slik-kasserne. Og når det skal være – så skal der være noget at vælge imellem! Det finder du uden tvivl hos Vingummi. Her finder du et kæmpe sortiment med amerikanske godter, slik, chokolade, chips, drikkevarer, og hvad du ellers har lyst til, når du skal forkæles. Vingummi har to butikker i Aarhus, men du kan også få levering gennem stedets hjemmeside. Hvis du bestiller inden kl. 15:00, får du levering næste dag.
Chokolade så langt øjet rækker
Spangsberg Chokolade, Anelystparken 7, 8381 Tilst
For ægte chokoladeelskere er Spangsberg Chokolades Fabriksudsalg et rent mekka. Her finder du Spangsberg produkter til en ekstra god pris. Her finder du for eksempel flødeboller i anden sortering, der smager lige så godt som dem i butikkerne – men til en helt anden pris. Spangsberg synes nemlig, det er synd at smide lækre flødeboller og chokolade ud, fordi de har et par skønhedsfejl. Og det er vi helt enige i. Hold øje med hjemmesiden, hvor du kan bestille forskellige produkter som løbende skifter.