Foto: Grød

3 steder med forfriskende take away morgenmad

Savner du også at tage på café og starte dagen godt ud med en lækker omgang morgenmad eller brunch? Vi guider dig her til tre steder, der stiller din morgensult og giver dig en smagfuld og frisk start på dagen – om du er på farten eller har god tid. 

En glad morgen

Café Glad, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Det tyder noget i hvert fald på, Café Glad mener. Caféens værdier om økologi, bæredygtighed, sundhed og god smag skinner tydeligt igennem den morgenmad, du får serveret hos caféen på Frederiks Allé. På morgenmadsmenuen finder du et bredt udvalg af lækre retter, som skaber grobund for en god dag. Til den lille morgensult kan du for eksempel bestille den lille morgenmad, der består af en bolle med smør, kompot, ravost, frisk frugt og kaffe, te eller æblemost. Den store morgenmad består derimod af en lille øllegrød, frisk frugt, spejlæg, laks, avocado, peberfrugt, ravost, chokoladecreme, smør, friskbagt brød og en daddelkugle. Ja tak! Du kan også kaste dig over caféens vafler, salat, grød eller måske en rugbrødsmad med avokado? Velbekomme! 

Genial grød

Grød, Graven 24, 8000 Aarhus C

I Graven er grøden virkelig taget til hidtil usete højder. Og hvilken bedre måde at starte sin dag på end på en sund måde? Grød er garant for en sund og frisk start på dagen med frugt, nødder og bær i lange baner. Du kan for eksempel prøve en Rabarber Chia Special, som er en chiagrød lavet på økologisk havremælk med rabarberkompot, ristede kokosflager, banan, peanutbutter, ristede mandler og økologisk skyr. Mums! Selv havregrød kan Grød få til at ligne en sunday, du bliver nødt til at kaste dig over på en varm sommerdag. Havregrøden kommer med hjemmerørt karamelsauce, frisk æble og ristede mandler. Yes! Der er selvfølgelig mange flere variationer at vælge imellem, og du kan også blande din egen grød, hvor du selv vælger tre toppings.

Fuld af frugt 

We Feat, Frederiks Allé 102 & Guldsmedgade 33, 8000 Aarhus C

Hos We Feat er det sunde morgenmåltid naturligvis også i fokus, og morgenmadsmenuen består af tre dele. Den første er en avocadomad på ristet brød med hytteost, persille, syltede rødløg, nigella- og sesamfrø. Den anden er en Acai Bowl som består af en smoothie med blåbær, banan, dadler, avocado, soja vanilje og acai, der toppes med müsli, ananas, kiwi og mange andre gode ting. Lækkert! Den sidste ting, du kan få på morgenmadsmenuen, er en varm havre- og speltgrød med banan, peanutbutter, mørk chokolade, ananas, kokosflager, chiafrø og hindbær granulat. Det bliver også et ja tak herfra! Og hvis du trænger til noget at skylle hele herligheden ned med, kan du bestille en af de mange varianter af juice og shakes, We Feat har på menuen. Mmh!