Foto: MIBfoodcourt

3 spisesteder med mad på farten

Denne artikel blev først bragt i Mærk Aarhus

Du er på farten, hænderne er fyldte med handleposer, og maven begynder at knurre. Det er på rette tide med en bid mad, som du kan nyde, mens shoppeturen fortsætter.

Il Mercatino

Er du i Latinerkvarteret, er det helt oplagt at svinge forbi Il Mercatino i Mejlgade. Når du træder indenfor, bliver du mødt af et autentisk univers af italiensk madkultur. Her kan du stille sulten med pizza, pasta og panini. Du kan vælge imellem intet mindre end 30 forskellige pizzaer, der alle bliver lavet med tynd bund og sprød kant. Er du mere til panini kan du udforske syv forskellige slags i enten hjemmebagt foccacia eller ciabatta med eksempelvis bresaola eller Vitellotonnato. Du kan også slukke tørsten med lækre italienske drikkevarer eller få fornyet energi med cappuccino eller espresso.

We Feat

Står julen blandt andet på shopping i de hyggelige handelsgader omkring Jægergårdsgade, M.P. Bruuns Gade og Frederiks Allé, kan du med fordel få en bid mad hos WeFeat. Her får du sund og velsmagende mad sammensat af økologiske råvarer. Du kan få lækre salatbowls toppet med blandt andet kylling, okse eller falafel, og herudover kan du også vælge imellem et stort udvalg af sandwiches. Hos WeFeat kan du også snuppe en friskpresset juice, en lækker milkshake eller en kop kaffe med på farten.

MIBfoodcourt

Shopper du i Vestergade eller ved åen, bør du besøge MIBfoodcourt i det gamle Hovedbiblioteks bygninger ved Mølleparken. Her er bøgerne nu skiftet ud med et hostel og et madmarked, som fra tidlig morgen og ud på aftenen serverer mad for enhver smag. Du kan blandt andet gå på opdagelse blandt smørrebrød, sandwich, grillretter og pizza, mens der også er kage til den søde tand. Madmarkedets sandwiches laves i surdejsbrød, hvor du kan vælge mellem kylling, koldrøget laks og flæskesteg. Velbekomme!

Blærede burgere

Se alle