Foto: Café Venligbo

Venligboerne åbner kaffebar i Aarhus

KAFFEBAR På lørdag får Aarhus en ny kaffebar, når Café Venligbo åbner på Godsbanen.

Alt imens politikere fra EU og i Danmark diskuterer, hvordan man håndterer de mange flygtninge, er der opstået en række frivillige initiativer og folkebevægelser. Et af dem er Cafe Venligbo, der åbner på Godsbanen på lørdag.

Målet er at bygge bro mellem danskere og nyankommne flygtninge med en velbrygget kop kaffe som omdrejningspunkt, og konceptet er baseret på den såkaldte venligbo-bevægelse, der er opstået som et modsvar på regeringens asylpolitik.

”Med Café Venligbo vil vi byde de nye borgere velkomne og hjælpe dem med at opbygge nye relationer. Vi har konkret et koncept med gule og orange kopper, som i alt sin enkelhed går ud på, at man køber en orange kop kaffe og samtidig en kop til en flygtninge. På den måde giver man en kop varm mokka til én, der trænger,” siger initiativtager Ina Dulanjani Dygaard.

Læs også: Ny SU-venlig café i Guldsmedgade

Åbningsreception på lørdag
Lørdag den 6. februar kl. 12 inviterer folkene bag kaffebaren til åbningsreception på Godsbanen, hvor alle er velkomne. Receptionen byder på taler fra kulturrådmanden og musikalske indslag, ligesom der i bedste receptionsstil serveres lidt lækkert til ganen i form af kage, kaffe, the og saft til de mindste.

Byens nye kaffebar har åbent fra 12-17 hver dag, og sortimentet består af kaffe, te og lidt sødt. Priserne er bevidst sat meget rimelige.

”Vi er klar over den pressede økonomi hos flygtningene, og derfor ligger priserne på en kop kaffe eller te mellem 10-25 kroner,” siger Ina Dulanjani Dygaard.

Læs også: Ny café med juice og tapas

SPECS
Cafe Venligbo
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Åbner 6. februar kl. 12

Læs artikel: Ny café med brætspil til kaffen